Fortsæt til indhold
Aarhus

Byfornyelsen af Auning er så småt ved at gå i gang

Et par huse skal væltes for at give bedre forhold for butikkerne i Centerområdet.

JOHN PEDERSEN , lokalavisen Norddjursland

»Nu har jeg ventet i 25 år, så det, der sker nu, er bedre, end at der ikke sker noget.«

Sådan lyder det fra Marius Mollerup fra Sportigan i Auning. Butikken ligger i det centerområde, som flere handlende mener er gemt lidt for godt væk.

»Vi møder folk, der spørger, hvor alle butikkerne i Auning nu lige er. For de kan være lidt svære at finde frem til for folk udefra, som ikke er så godt kendte i byen«.

Den byfornyelse, der nu er vedtaget af politikerne i Norddjurs, og som blandt andet omfatter nedrivning af to bygninger, er for Marius Mollerup et skridt i den rigtige retning.

»Vi ville i bestyrelsen for handelsudvalget gerne have haft to-tre huse mere revet ned, så der virkelig var blevet åbnet op. Men kommunen har jo heller ingen penge, så det er nok den bedst mulige løsning ud fra kommunens økonomi,« konstaterer Marius Mollerup, der personligt har talt for bedre synliggørelse af centerbutikkerne i 25 år. De første mange år uden større held med den daværende Sønderhald Kommune.

Klar til foråret 2018

Efter den seneste udmelding fra kommunen ventes byfornyelsen og etableringen af det nye trafikknudepunkt at stå klar i foråret 2018.

Marius Mollerup håber, at det så bliver en første etape af en større byfornyelsesplan, der kan følges op senere.

»Men det havde jo nok været nemmere at gøre det hele på en gang,« mener han.

Borgerforeningen i Auning har også været involveret i processen, og her er formanden Anja Dam Hedegaard glad for det, hun betegner som »et fint samarbejde med kommunen«.

»Vi havde håbet, at der var penge til nedrivning af lidt flere huse, så der kunne åbnes mere op, men vi har forståelse for, at der ikke er ubegrænsede midler.«

Formanden for borger-foreningen roser også kommunen for de to gange workshop, der har været inviteret til på kroen.

Her er borgerne kommet med deres meninger, og nogle af idéerne er blevet hørt og lagt ind i de rammer, som kommunen har haft.

Tung trafik

Anja Dam Hedegaard finder det en god løsning med svingbane ved Nørregade og Kirkegade, nu hvor adgangsvejen via Kirkegade ud fra Vestergade bliver lukket i forbindelse med etableringen af et trafikknudepunkt.

Hun forstår godt, at nogle beboere i Kirkegade frygter en øget tung trafik gennem Kirkegade til Centervej, men her har borgerforeningen så et forslag.

»Vi anbefaler, at Kirkegade og den del af Centervej, der løber ud i Vestergade ved Sparekassen Kronjylland, lukkes for den tunge trafik, som i stedet kan ledes via Klibovej og Centervej til butikkerne i Centerområdet.«

Anja Dam Hedegaard ser positivt på koblingen mellem Auning og Gammel Estrup i forbindelse med udsmykningen af trafikknudepunktet.

»Det er et godt grundlag for at profilere byen, så borgere fra andre byer får øget lyst til at besøge Auning.«

Jens Sørensen, indehaver af Auning Radio & Tv, er en af de borgere, der gennem årene har haft markante meninger om Aunings udvikling som handels- og bosætningsby.

Mangler det lange mål

Han så gerne, at kommunen så måske 25 år frem i tiden og lavede en plan for fremtiden og ikke kun så på den relativt korte bane.

Det kunne ske ved at prioritere nogle områder til bestemte formål og så realisere disse mål, når der løbende er midler til det.

Jens Sørensen efterlyser også en mere langsigtet plan for mulighederne for at udvikle butikscentret i sammenhæng med udbygningen af eksisterende boligområder og tilblivelsen af nye.

Aktuelt peger han på muligheden for at få kigget nærmere på vejforholdene – herunder trafikken til centerområdet – i forbindelse med godkendelsen af en lokalplan for en kommende Rema 1000 på Stark-grunden.