Øgadernes oase
Børnenes og Beboernes Jord har i 46 år været samlingssted for først Øgadernes og siden hele Aarhus’ børnefamilier. Det grønne fristed i midtbyen er kendt for sine legepladser, arrangementer og ikke mindst kaniner og geder. Men Jorden er i virkeligheden endnu mere. Det er en åben hyggekrog for alle, der bare er en lille smule barn i sjælen.
Inde midt i murstensjunglen, lige hvor asfalten bugter sig og giver plads, findes et sted med grønne blade, charmerende træhuse og fire Bukke Bruse. Selv om et mørkerødt stakit omkranser hele området, og logoet er malet på et gammelt indkørsel forbudt-skilt, føler man sig mere end velkommen ved den turkise port med de gule pile.
Børnenes og Beboernes Jord er altid åben, og stakittet er blot en sikkerhed til forældre om, at deres små ikke forvilder sig ud i byrummet. Jorden, som den kaldes til daglig, er nemlig tænkt som et fristed, hvor børn kan være børn, mens forældre med ro i sjælen kan hygge sig med hinanden. Man behøver dog hverken være eller have barn for at nyde Jordens friske luft: Øgadernes oase er for alle.
Løvehoved og gedebuk
Solen skinner storslået ned på Jordens årlige loppemarked, der har lokket massevis af mennesker ned på Thunøgade 2A. Boder skyder op overalt og byder på et væld af børnetøj og brugsgenstande. Et plysløvehoved i menneskestørrelse troner frem på et bord, der ellers domineres af gamle brætspil og små plasticbiler. Boden er dog ubemandet, selv om pengekassen med dagens indtægter ligger frit fremme, kun flankeret af et spil ”Hvem er hvem?” Tillid er et nøgleord på Jorden.
Det er rigtig sjovt hernede. Man kan alt muligt, specielt rutsjebanerne er sjove. Jeg kan godt lide lidt vilde ting.
På en vippe bag ved løvehovedboden sidder 5-årige Gustav Nørmølle og venter på sin bror. De to drenge har brugt dagens begivenhed til at få sig lidt nyt legetøj, og de er ivrige efter at fortælle om det:
»Vi har købt nogle Legomænd, og den ene af dem er en krokodille,« siger Gustav og viser gevinsten frem.
»Det er rigtig sjovt hernede. Man kan alt muligt, specielt rutsjebanerne er sjove. Jeg kan godt lide lidt vilde ting.«
Mulighederne er nemlig mange på Jorden, og lige siden åbningen i 1971 har stedet budt på lidt af hvert. Først og fremmest er tilstedeværelsen af dyr for evigt forbundet med Jorden. Allerede i 1972 introduceredes geder og høns på Jorden, og her 45 år senere er gederne stadig et urokkeligt vartegn. I øjeblikket bor fire af slagsen på Jorden til stor glæde for de nysgerrige børn. Høns hører dog ikke længere til på området, ligesom tidligere tiders æsel og hængebugsvin heller ikke gør det. Til gengæld findes mange forskellige fugle i volieren, og så hopper hele 12 kaniner rundt og venter på at blive kælet med.
»Dyrene er en høj prioritet for os,« forklarer Leif Jønsson, der er leder af Børnenes og Beboernes Jord.
»Det er jo en zoo midt i byen, så selv hvis økonomien begynder at stramme, vil vi gå langt for at beholde vores dyr. Sommerens store projekt er da også at bygge et stort fællesbur til kaninerne.«
Bekendtskaber bliver til venskaber
Henne i sandkassen har en farmor fundet ly for solen. Hendes barnebarn klarer sig med sin kasket, mens han spurter forbi sin far og snurrer rundt i en aura af latter.
»Det her er midtbyens åndehul,« mener farmor og underviser Karin Juel Jensen på 67 år.
»Og det er ikke sådan en stynet legeplads; her må børnene gerne grave huller og lege med dyrene. På den måde er det lidt en reminiscens fra 70’erne.«
Netop den frie hippieånd er noget, der er tydeligt at mærke på Jorden. Børn løber rundt og leger, lige som de lyster. Nogle nysgerrige sjæle går på opdagelse blandt træerne og får jord under neglene, mens nogle vovehalse springer ud fra et lavt tag og ned i en høj bunke sand – dog under opsyn af en forælder.
Måske derfor er stedet så velbesøgt. Både til dagens loppemarked, men også til hverdag og især til de mange andre arrangementer, Jorden står bag. Halloween, fastelavn, jul, frivillig arbejdsdag og årets højdepunkt, Livø-lejren, er et lille udsnit af de begivenheder, der finder sted på Jorden hvert eneste år.
»Livø-lejren er en fantastisk tradition,« reklamerer den 59-årige buschauffør Peter Franck, der er frivillig på Jorden.
»De bekendtskaber, der opstår her på Jorden, bliver til venskaber på Livø-lejren. Folk hænger ved efter at have været med på lejr. Det giver en stor tilknytning, og folk føler sig blandt venner.«
I tråd med Jordens fokus på mangfoldighed er de fleste arrangementer åbne for alle. Desuden samles folk også tit i både madklubber og mødregrupper, så Jordens indbydende omgivelser bliver udnyttet til fulde.
Kolonihave med stor hyggefaktor
Støv hvirvler op, idet bolden sparkes sikkert ind i rammen. Jubel og ærgrelse blandes, og stemningen stiger. Tre drenge er i venskabelig krig på boldbanen, selv om solens stråler betragteligt besværliggør bevægelse. Der går da heller ikke længe, før fodbolden ligger stille, og de tre spillere siger tak for kampen.
»Leg, hygge og positivt samvær er lige det, Jorden kan,« forklarer Leif Jønsson.
»Det er en offentlig kolonihave med stor hyggefaktor og lidt zoologisk have. Det kan folk lide.«
Folk kan faktisk lide det i en sådan grad, at de kommer langvejs fra for at besøge Jorden. I løbet af en uge kommer flere 100 mennesker forbi, og mange er i forbindelse med daginstitutioner og skoler, der har Jorden som fast destination.
Rent økonomisk deler Jorden budget med Midtbyklubben, der begge hører under den kommunale paraply Fritidscenter Samsøgade. Til at stå for den daglige drift har Leif Jønsson en håndfuld medarbejdere og praktikanter til rådighed. Den helt store styrke ligger imidlertid i de omkring 70 frivillige, der hjælper til med at bevare og forbedre Jorden.
»Indsatsen fra de frivillige er uvurderlig,« roser Leif Jønsson.
»Takket være dem har Jorden fundet sit leje, så på trods af store besparelser fra kommunens side er der ingen fare for lukning.«
Den finansielle strategi kan fremadrettet komme til at gøre øget brug af sponsorater. I øjeblikket nyder Jorden godt af en lang række sponsoraftaler, som blandt andet sikrer gratis græskar til Halloween.
»Måske dyrene i fremtiden også bliver sponsoreret – ligesom i Ree Park,« sammenligner Leif Jønsson.
»En stor del af Jordens identitet hænger trods alt sammen med vores dyr.«