Fortsæt til indhold
Aarhus

Kvindenetværk sidder i 17 bestyrelser

Det Aarhus-baserede netværk Bestyrelseskvinder vil udvide antallet af medlemmer og bestyrelsesposter.

Det nyetablerede netværk Bestyrelseskvinder med base i Aarhus har 21 medlemmer og er repræsenteret i 17 bestyrelser. Målet er dog endnu flere, oplyser netværkets nyudnævnte formand, Lone Jager Lindquist, der er CEO for virksomheden Dentosolve.

»Alt for mange små og mellemstore virksomheder har ikke en professionel bestyrelse. Og alt for mange virksomheder bruger ikke bestyrelsen som et værdiskabende element. Heldigvis er der kommet et øget fokus på at få kvinder ind i de danske virksomheder,« oplyser hun.

Virksomhederne har dog hidtil beklaget de mandsdominerede bestyrelser med, at det er svært at finde kompetente kvinder, der kan påtage sig bestyrelsesposter.

Da jeg så et opslag fra en virksomhed, der søgte digitale kompetencer og viden, sendte jeg min bestyrelsesprofil, kom til samtale og fik tilbudt posten.
Laura Vilsbæk Olesen, Digital rådgiver og nyt bestyrelsesmedlem

»Derfor har vi besluttet at samle os i netværket, så vi kan sikre, at virksomhederne ved, hvor de skal finde deres nye kompetencer til bestyrelsen.«

Bestyrelseskvinder blev etableret i juni og er tænkt som et jysk alternativ til tilsvarende netværk på Sjælland og i København. Alle medlemmer har erfaring fra enten det øverste ledelseslag i store virksomheder eller fra drift af egen virksomhed.

Nogle har flere bestyrelsesposter allerede, andre har lige fået deres første, og atter andre venter stadig på chancen. Under alle omstændigheder drager de allerede nu ifølge Mie Krogh, der selv har bestyrelseserfaring fra en række virksomheder, fordel af medlemskabet.

»Netværket bidrager til erfaringsudveksling og udvikling af den enkeltes profil, og der deles viden og inspiration til værdiskabende arbejde i bestyrelser,« siger hun.

Vild udvikling

Laura Vilsbæk Olesen – digital rådgiver i sin egen virksomhed og nyt bestyrelsesmedlem – har haft stor glæde af medlemskabet:

»Det var i netværket, at jeg fik øjnene op for, at mine mange års erfaring som rådgiver inden for strategisk og digital forretningsudvikling er relevant i et bestyrelseslokale. Så da jeg så et opslag fra en virksomhed, der søgte digitale kompetencer og viden, sendte jeg min bestyrelsesprofil, kom til samtale og fik tilbudt posten. Rimelig vild udvikling i forhold til, at jeg blot få måneder forinden overhovedet ikke havde set bestyrelsesarbejde som en mulighed.«