Klostertorvets udsatte skal dirigeres til nye steder
Aarhus Kommune afslører tre midlertidige hellesteder for socialt udsatte. Vesterbro Torv skulle være et af dem, men er nu droppet.
I et forsøg på at dæmme op for de mange socialt udsatte på og omkring Klostertorvet opretter kommunen hen over sommeren midlertidige hellesteder forskellige steder i byen.
Et af stederne, der blevet udvalgt til at sætte de nye rammer for de udsatte, er ved Mindegade 12A. Det vil blive indviet den 26. juni. Her vil der blive opstillet to borde- og bænkesæt og et pissoir tæt ved politistationen.
Den 30. juni skal Åparken også lokke de udsatte væk fra byens indre, når der åbnes endnu et hellested på græsarealet tæt ved Folkestedet. På Janus la Cours Gade vil der blive opsat bænke, der skal fungere som et pitstop for de udsatte, når de bevæger sig ned til Åparken fra Kirkens Korshærs døgnvarmestue ved Klostertorvet.
Vesterbro Torv aflyst
Kommunen havde planer om at lave endnu et hellested på Vesterbro Torv, men da et orienteringsbrev blev sendt til områdets beboere, væltede det ind med protester fra bekymrede borgere.
»Aarhus Kommune forventer ikke, at der opstår gener og ulemper for de omkringboende i forbindelse med initiativet,« skrev kommunen i et orienteringsbrev, men det var der ingen af beboerne, der troede på.
Fredag valgte socialrådmand Thomas Medom (SF) at droppe hellestedet med begrundelsen, at der var for meget trafik i området.
Muligvis permanente
De midlertidige hellesteder skal danne fortrop for en større handlingsplan, hvor der skal oprettes fire permanente hellesteder, der skal agere fristeder for de udsatte. Idéen er udtænkt af Thomas Medom og skal komme balladen på Klostertorvet til livs.
Planen indebærer, at de permanente hellesteder skal placeres rundt i byen i form af flytbare huse med toilet og vand. Samtidig skal opsøgende indsatser med sociale viceværter, der skal være i dialog med de udsatte, skabe mere tryghed. De skal også aktivere borgerne med småjob og oprydning, så de tager ansvar for deres omgivelser.
I foråret blev der indsat private vagter på det problemfyldte torv som et led i planen. De skal nu henvise de socialt udsatte til hellestederne.
Et kompromis
Selv om de permanente hellesteder blev vedtaget i byrådet i begyndelsen af juni, har det været nødvendigt at lave en midlertidig løsning nu, da permanente tiltag i det offentlige system er en langsommelig proces, forklarer Thomas Medom.
»Vi bliver nødt til at lave stederne, for at de socialt udsatte ikke skal vælte hele Klostertorvet i løbet af sommeren,« siger rådmanden, der også forklarer, at de midlertidige hellesteder er blevet udvalgt i samråd med de udsatte borgere og deres organisationer.
Hellestederne ligger langt fra Klostertorvet. Vil de udsatte bruge dem?
»De har selv udvalgt stederne og bestemt, hvorledes de skal indrettes. Vi holder også en offentlig indvielse af stederne, hvor tidligere hjemløse har inviteret de udsatte med til åbningen, så vi indrager dem i tiltaget. Kirkens Korshær har også en bus, hvor de kan køre de udsatte hen til stederne. Men det er vigtigt at sige, at vi ikke tvangsflytter nogen fra Klostertorvet. Det sker kun, hvis folk ikke kan opføre sig ordenligt,« svarer socialrådmanden, der kalder tiltaget for en meningsfuld proces.
Rådmanden vil ikke give en tidshorisont på, hvor længe stederne skal være på de givne placeringer.
»Til vi finder en permanent løsning,« siger Thomas Medom, der understreger, at de udsatte skal have lov at være i Aarhus.