Billethajer snyder med stjålne kørekort, pas og sygesikringsbeviser
Den 20-årige Camilla Struck forsøgte at købe en billet på Facebook, da hun ikke var hurtig nok til Northside-festivalen. Ifølge festivalen og politiet er en række personer blevet snydt med billetkøb.
Håbet om at sikre sig en billet til den udsolgte Northside festival er endt med en lang næse til den 20-årige Camilla Struck og en række andre, der ikke fik fat i en billet i tide. På Facebook fandt hun et opslag, hvor en sælger havde to billetter til rådighed.
»Der var totalt udsolgt, men jeg så dette opslag og tænkte, at det var da heldigt,« siger Camilla Struck, der bor i Aarhus.
Det mest almindelige er, at der bliver oprettet en Facebook-profil med falske billeder.Nicki S. Pedersen, , politikommissær, Østjyllands Politi
Hun ville helst mødes med sælgeren for at få handlen igennem, men han fortalte, at han boede flere timer fra hende. Derfor foreslog han, at det nemt kunne gøres ved, at han gav hende en form for sikkerhed. Hun kunne få lov til at se hans sygesikringskort, en kvittering for billetterne og i første omgang nøjes med at overføre halvdelen af pengene. På den måde ville de begge have noget i klemme.
»Jeg havde hele tiden tænkt, at det var lidt risikabelt. Så sendte han billeder af sit sygesikringsbevis, og så var det måske lidt naivt, men det gjorde jo, at det virkede reelt nok. Man må jo også kunne have bare lidt tiltro til folk,« siger Camilla Struck.
Hun overførte halvdelen af pengene for de to billetter, godt 1.500 kr., via en bankoverførsel. Kort tid efter blev hun blokeret af sælgeren, uden nogensinde at få en billet tilsendt.
Også Rosine Thorsen fra Aarhus er blevet snydt – to gange – i håbet om at få en Northside-billet via Den Blå Avis:
»Den første person fik jeg både pasbillede, studium og adresse af, så jeg tænkte, at det var fjong.«
Billetten skulle komme med eksprespost, men kom aldrig. Anden gang, hun blev snydt, forsøgte hun at købe af nogen, der hævdede, at de var et ungt par, der ikke kunne få arrangeret børnepasning og derfor måtte sælge deres billetter.
»Det skete over en venlig telefonsamtale med manden. Jeg betalte over Mobilepay, men da jeg ikke fik svaret, ringede jeg til et andet nummer og fik fat på den rigtige person. Den person havde haft problemer med en person, der havde misbrugt hans oplysninger, og som ikke havde mine penge. Det blev 3.300 kr. ud af vinduet,« lyder det fra Rosine Thorsen.
Ikke enestående sag
Camilla Struck og Rosine Thorsens sager er ikke enestående. I 2017 har Østjyllands Politi modtaget mindst 20 anmeldelser på billetfusk angående Northside-billetter.
»Det mest almindelige er, at der bliver oprettet en Facebook-profil med falske billeder, som typisk er taget fra andre personer, og så bliver falske varer sat til salg på diverse fora. Typisk har købere brug for lidt mere sikkerhed, og derfor får køberne tilsendt billeder af stjålne kørekort, pas eller sygesikringsbeviser,« siger Nicki S. Pedersen, politikommissær ved Østjyllands Politi.
Northside-festivalen er bekendt med problemet og har fået en række henvendelser fra folk, der har købt i god tro. Festivalen advarede bl.a. i mandags på sin Facebook-side om køb af billetter fra privatpersoner.
»Hvis man ikke har nået at købe billet via Billetlugen, så vil vi anbefale, at man kun køber videresolgte billetter af folk, man kender godt. Det andet ender med rigtig mange skuffede mennesker, som både har tabt penge og bliver frarøvet en festivaloplevelse. Det bedste, vi kan gøre, er at informere folk om, at de skal passe sig selv og hinanden. Derudover har vi selvfølgelig en dialog med politiet omkring dette her også,« siger John Fogde, talsmand for Northside.
Tidligere i år har bl.a. Northside og Smukfest også anmeldt videresalgsportalen Viagogo for salg af falske billetter til overpris. Østjyllands Politi oplyser, at det stadig efterforsker den sag.
Tjek for tillid
Før billetkøbet havde Camilla Struck kigget på sælgerens profil, og tjekket, at det ikke var en spritny profil oprettet til lejligheden. Det er også den slags forholdsregler, som Østjyllands Politi opfordrer til, at købere gør sig.
»Man kan tage et kig inde på Facebook-profilerne. Hvis der er en historik og forskellige billeder, kan det virke sandsynligt, at profilen er ægte. Men hvis profilen er helt lukket, og personen nærmest ingen venner har, bør man overveje, om det bare er en falsk profil,« siger Nicki S. Pedersen.
Ifølge ham er der flere og flere af disse sager, og efterforskningen viser, at der er tale om de samme gerningsmænd – ikke bare i Østjylland, men over hele landet.
I bagklogskabens lys kan Camilla Struck godt se, at hun burde have stolet på sine bange anelser.
»Jeg skrev, at jeg ikke var særligt tryg ved situationen, hvortil han svarede, at jeg jo også bare kunne bruge informationerne fra sygesikringskortet hos politiet. Det er da ironisk.«