Fortsæt til indhold
Aarhus

Puritanernes festival

En afvisning fra Gulddreng og et meget lavt indtag af alkohol var nogle af overraskelserne på Spot Festival.

Glem alt om et publikum, der står døddrukkent til en koncert og udlever sit livs eskapisme.

Dette er Spot Festval, og her står folk pænt og lytter til musikken, mens de sipper til deres øl. For folk er kommet for musikken, både publikum og branchefolk.

Spot Festival har 250 koncerter på programmet, men bagved det hele mødes branchefolk for at lave forretninger og lytte til foredrag om nye tendenser i musikkens verden.

I en konferencesal på Radison Hotel blev der holdt et af dem. 200 mennesker var mødt op for at høre om den populære popmusiker Gulddreng. Hovedpersonen selv ville være fraværende havde de fremmødte fået at vide inden foredraget, men lige pludselig dukkede gulddrengen alligevel op iført runde solbriller og med en større kortege af mennesker i halen på ham.

Der lyttes intenst. Mange gæster kommer tydeligvis for at opleve musikken – ikke for at feste løs som ved andre festivaler. Foto: Benjamin Nørskov

»Gulddreng er her ikke i dag,« afviste den feterede popstjerne, da JP Aarhus bad om et hurtigt interview. Det viste sig, at Gulddreng i virkeligheden hedder Malte Ebert, og Gulddreng var en karakter, der blev opfundet på Spot Festival sidste år af Ebert sammen med tre branchefolk fra Universel Music. I dag kom Gulddreng altså bare som Malte.

»Jeg mødte Malte på Spot Festival sidste år, da han gik rundt og spurgte pigerne, om de var model som en dårlig scorereplik. Jeg kunne se, at han havde nogle spændende kvaliteter, og så begyndte vi at skabe Gulddreng, som en karakter,« sagde en af Universel-folkene fra scenen.

Lavt alkoholindtag

Backstage i musikhuset mellem lydteknikere, scenefolk og musikere var sangerinden Katinka ved at forberede sig til sin koncert.

Hun er en af de nyere stjerner på den danske musikhimmel og vandt for nylig prisen som ”Årets håb” ved prisuddelingen Steppeulven.

Hun er en succesfuld musiker og har tidligere spillet på Roskilde Festival og Smukfest, men Spot har et særligt sted i sangerindens hjerte, fortalte hun.

Katinka vandt for nylig prisen som ”Årets håb” ved prisuddelingen Steppeulven. Foto: Benjamin Nørskov

»Det er specielt at komme tilbage til Spot Festival. Første gang, jeg spillede her, var første gang, at jeg oplevede at folk faktisk lyttede til min musik. Folk på Spot lytter mere, end de gør på andre festivaler,« sagde hun.

Det var tredje gang, at den unge musiker spillede på festivalen, og hun mente, at det var fraværet af et stort alkoholindtag, der gjorde publikum mere nærværende til festivalens koncerter.

»Mange tager på festivaler for at drikke sig rigtig fulde. Men der er jo ikke nogle fede druksteder på Spot, og det er også, fordi publikum kommer her for at opleve en masse nyt musik. De går op i det,« sagde Katinka, inden hun blev nødt til at rende ind til et afventende publikum.

»Nu bliver jeg nødt til at løbe. Jeg skal spille en koncert med Nik og Jay,« sagde hun.

Til te med rocktøser

I et lille sterilt mødelokale ved Scandinavian Center væk fra festivalens pumpende musik og fadøllets tiltrækkende kraft sad de tre aarhusianske søstre Noa, Naomi og Nataja Lachimi og forberedte sig til aftenens koncert.

De tre søstre er til sammen bandet Velvet Volume. De spiller hård rock, men alle klichéerne, man måtte have om rockmusikeres backstage-lokale, var næsten smertefuldt fraværende.

Der stod et par økologiske pilsnere på bordet, men de forblev lukkede, i stedet skyllede pigerne deres nervøsitet ned med grøn te og meget af det.

De tre aarhusianske søstre Noa, Naomi og Nataja Lachimi udgør rockgruppen Velvet Volume. Foto: Benjamin Nørskov

»Vi har fået lov til at spille på en del store festivaler, så jeg tror, at folk har store forventninger til os i aften. Det gør mig lidt nervøs,« sagde Noa Lachimi.

Drømmen om udlandet

Pigerne har tidligere spillet på Northside Festival og Smukfest, men Spot Festival kunne alligevel give nogle ekstra nerver hos de unge musikere.

»Vi bliver måske lidt ekstra nervøse af, at der kan stå nogle branchefolk og lytter med, men vi skal bare spille en god koncert, som vi plejer og få publikum med os,« sagde Naomi Lachimi.

Pigerne håbede på, at der muligvis ville stå en udenlandsk booker til deres koncert, da deres næste skridt var at komme til udlandet.