Væddeløbsbanen er klar til Justin Bieber
Arrangør forventer udsolgt til Justin Bieber-koncert i juni på Jydsk Væddeløbsbane. Området er godkendt til to-fem koncerter om året.
Det bliver en test af de store, når Jydsk Væddeløbsbane den 5. juni lægger jord til en koncert med den canadiske verdensstjerne Justin Bieber.
Væddeløbsbanen har et mål om at etablere sig som en af byens store koncertpladser, og sidste år blev området testet med koncerten ”Vi elsker 90’erne”, som tiltrak 8.000-9.000 tilskuere. Den koncert gentages i august i år, men Justin Biebers besøg i juni bliver anderledes stort.
»Det bliver en stor event, og i forhold til 90’er-koncerten er det et langt større arrangement. Vi har styr på det i forhold til arrangøren og Aarhus Events, og vi har blandt andet fået udjævnet inderkredsen, så den er helt jævn til publikum,« siger Paul Bjerring, formand for Jydsk Væddeløbsbane.
Mål: 50.000 billetter
Nicolai Hommelhoff, partner i Live Event Aarhus, er medarrangør af Justin Bieber-koncerten sammen med ICO Concerts.
Live Event Aarhus oplyser aldrig om status på billetsalget, men arrangøren forventer at sælge alle 50.000 billetter til koncerten med den canadiske superstjerne.
»Vi håber, at der bliver udsolgt. Vi er optimistiske. Vi regner med, at det kommer, og især når det bliver bedre vejr,« lyder det fra Nicolai Hommelhoff, der tilføjer, at der i øjeblikket arbejdes på at få lavet den bedste løsning for afviklingen af koncerten på væddeløbsbanen.
Travkusk for en dag
Hos Jydsk Væddeløbsbanes ledelse har Paul Bjerring ingen kommentarer til, at Aarhus Kommune har afvist et ønske fra Northside om at flytte festivalen fra Ådalen til Jydsk Væddeløbsbane.
»Det spørgsmål henviser vi til Aarhus Events, og det må afklares mellem Northside og Aarhus Events,« siger han.
Væddeløbsbanen har i en aftale med Aarhus Kommune fået tilladelse til at afvikle to-fem koncerter om året på området, og derudover er væddeløbsbanen i gang med at etablere sig som arrangør af firma-events.
Et eksempel er et firma, der brugte området til både løb, cykling og travsport, hvor medarbejderne fik mulighed for at prøve lykken som kusk bag en rigtig travhest – dog i samarbejde med en professionel travkusk.
Væddeløbsbanens område svarer til 10-12 fodboldbaner og omfatter ca. 75.000 kvm.