Det er lærkernes tid – kig op og lyt
Mens sangen er for guder, stod lærken til gengæld sidst i køen, da der skulle deles farver ud.
Så skete det. Onsdag var vejret, som det skulle være: solskin, vindstille og lunt, i hvert fald på de sydvendte skråninger, og oppe under den let disede himmel lød der pludselig det dejligste ”tslirp”, og en lidt kraftigt bygget, bredvinget spurvefugl hastede nordover. Velkommen lærkelil. I sådan et øjeblik er man nærmest lykkelig. Årets første lærke…