Kommunen forlænger Northside til 2020 i Ådalen
Aarhus Kommune forlænger aftale med Northside om brug af Ådalen, men festivalen får brug for en ny plads i fremtiden på grund af byudvikling i området. R og V er klar til at anlægge ny stor koncertplads på Eskelund, mens S er uafklaret.
Mens Aarhus fortsat mangler en stor permanent koncertplads, har Aarhus Kommune sagt ja til, at Northside festival kan blive i Ådalen de kommende tre år til og med 2020. Den nuværende aftale gjaldt til og med 2017.
Det oplyser den radikale kulturrådmand, Rabih Azad-Ahmad.
»Vi har forlænget aftalen med Northside til og med 2020, men det er en mærkesag for mig at få lavet en permanent koncertplads i Eskelund. Indtil da er det vigtigt, at Northside får denne mulighed, og så må vi arbejde videre med at finde en permanent løsning,« siger rådmanden.
Vi er glade for Ådalen og har investeret mange penge i området, men med byggeplanerne er vi godt klar over, at vi ikke kan være her for evigt.John Fogde, booker og talsmand for Northside
Hos Northside er der tilfredshed med kommunens velvilje, men booker og talsmand John Fogde understreger, at der fortsat er forhandlinger med private grundejere i Ådalen-området, som skal falde på plads, før den treårige aftale er endelig. Ådalen er delvist ejet af Aarhus Kommune, DSB og en række private ejere.
Trods den mulige forlængelse i Ådalen er der hos Northside også en bevidsthed om, at festivalen lever på lånt tid i Ådalen, for hele Fragtmandsgrunden ved Søren Frichs Vej er ved at blive omdannet til boliger i øjeblikket.
»Vi er glade for Ådalen og har investeret mange penge i området, men med byggeplanerne er vi godt klar over, at vi ikke kan være her for evigt. Om nogle år ser området helt anderledes ud, så vi holder naturligvis øje med, hvad der er af muligheder i Aarhus, men det er ikke mange, når vi fortsat gerne vil være en bynær festival,« siger John Fogde.
Fodboldbane inddraget
På grund af pladsmangel allerede i år er det nødvendigt at inddrage en fodboldbane på Kulgården til Northside. Banen bruges normalt af Åbyhøj IF, og som kompensation vil kommunen bruge 5 mio. kr. på at anlægge en multibane på den nuværende grusbane ved Åby Skole.
Aarhus Kommune har fortsat en plan om at bygge en ny koncertplads som erstatning for Vestereng, der blev lukket som koncertplads i 2013.
Eskelund-området er udpeget som den bedste mulighed, og området er som nævnt kulturrådmand Rabih Azad-Ahmads foretrukne placering.
Men den idé kan Northside endnu ikke forholde sig til.
»Eskelund er et spændende projekt, og vi har siddet med i en arbejdsgruppe siden 2011, men der sker intet i det projekt, og mig bekendt findes der endnu ikke en tegning af planen for koncertpladsen, så det er svært at udtale sig om,« siger John Fogde.
Politisk er der fortsat opbakning til Eskelund-projektet hos Venstre, mens Socialdemokratiet er uafklaret:
»Vi afprøver i øjeblikket forskellige koncertsteder som Tangkrogen, Mindeparken, Væddeløbsbanen, Rådhusparken, stadion og havnen til forskellige koncerter, og måske er tiden løbet fra idéen om én stor koncertplads til alting. Vi er ikke parate til at gå i gang med Eskelund nu, og indtil videre kan Northside jo godt være i Ådalen,« siger kulturudvalgsformand Steen B. Andersen (S).
Indretning af Eskelund som koncertplads er tidligere vurderet til at koste op mod 30 mio. kr., og anlægstiden kan vare op til to-tre år, bl.a. på grund af krav om arkæologiske udgravninger.