Fortsæt til indhold
Aarhus

In Sport blev Årets Detailbutik – igen

For andet år i træk løb In Sport i Klostergade med sejren i Jyllands-Postens læserkonkurrence om at blive Årets Detailbutik i Aarhus.

MARIE DUEDAHL

»Vi tilmeldte os i år igen for at se, om vi ikke kunne hive sejren hjem to år i træk,« siger Mads Vestergaard Madsen, der ejer In Sport sammen med Jan Jonasson.

Og det gjorde de.

I fredags blev vinderen af Jyllands-Postens årlige detailhandelspris afsløret, og vinderen blev for andet år i træk sportsbutikken i Klostergade, der forhandler udstyr til ketsjersport, løb og triatlon.

»Vi fik en masse omtale ud af at vinde sidste år og mange positive tilkendegivelser fra kunderne. De havde i den grad opdaget konkurrencen,« fortæller Mads Vestergaard Madsen.

Butikken har også gjort meget for, at kunderne skulle blive opmærksomme på In Sports deltagelse i konkurrencen.

»Vi har fortalt om konkurrencen på Facebook, Instagram og vores hjemmeside. Vi har også lavet flyers, og når vi har været ude ved sportsarrangementer, har vi gjort folk opmærksomme på, at vi var med igen,« siger han.

Netop butikkens deltagelse i sportsarrangementer, mener Mads Vestergaard Madsen, betyder meget for kendskabet til butikken.

Del af lokalsamfundet

»Vi gør noget, som kæderne ikke gør. For eksempel kommer vi ud i klubberne med ketsjere, som spillerne kan prøve, og vi tilbyder at måle deres servehastighed på bolden blandt andet. Det, at vi kommer ud og møder folk på deres hjemmebane, gør, at folk lærer os bedre at kende. Vi er en del af lokalsamfundet, det er kæderne ikke på samme måde,« siger Mads Vestergaard Madsen.

Han er bekymret for udviklingen i detailhandlen i Aarhus.

»Der bliver færre og færre små specialbutikker, mens kæderne buldrer frem. Se nu bare Chas E. i Ryesgade, der lukker, så der kan komme endnu en Bestseller-tøjbutik,« påpeger Mads Vestergaard Madsen.

Han tager de mange afgivne stemmer i konkurrencen som et udtryk for, at folk er ved at være trætte af de store kæders dominans.

»Aarhus mangler små nichebutikker. Jeg tror, at mange aarhusianere er ved at være trætte af, at her efterhånden kun er strømlinede kædebutikker med ens varesortiment,« siger Mads Vestergaard Madsen.

Han har haft In Sport i 15 år sammen med Jan Jonasson.

Tidligere lå butikken på Lille Torv, men den måtte flytte, da Illums Bolighus skulle overtage lejemålet.

»Det første halve år i Klostergade var lidt hårdt, der er jo ikke noget, der slår Lille Torv i beliggenhed, men når det endte, som det gjorde, er vi glade for at få et bedre lokale og flere kvadratmeter. Folk er ved at finde os, og konkurrencen er også med til at give mere synlighed,« siger Mads Vestergaard Madsen.

Han ser en tendens til, at Aarhus’ shoppingområder er ved at sprede sig ud i sidegaderne.

Mange stemmer

Hos Jyllands-Postens annonceafdeling er der tilfredshed med konkurrencens forløb.

»Vi har lavet konkurrencen for at sætte fokus på detailhandlen i Aarhus på en lidt anderledes måde og for at få læserne til at agere aktivt med avisen, og det må vi sige, at de har gjort,« siger Anders Bundgaard Jensen, account manager i Jyllands-Postens salgsafdeling.

Det er avisens læsere, der har stemt på de 15 deltagende butikker via sms.

»Vi er meget tilfredse med stemmeantallet, som faktisk ligger højere end i andre læserkonkurrencer. Det ser vi som udtryk for, at aarhusianerne er interesserede i, hvem der gør lidt ekstra for byen,« siger Anders Bundgaard Jensen.

Lystorvet i Lundingsgade blev nummer to i konkurrencen, og Mr. Lønskov i Viby Centret nummer tre.

»Vi har haft alle slags butikker med, og det er vigtigt. At det blev den samme vinder som sidste år, tror jeg, har noget at gøre med, at butikken har et meget stort engagement i konkurrencen, men det var tæt løb mellem de deltagende butikker,« siger Anders Bundgaard Jensen.