»Wallah, hvor er jeg integreret«
Center-10 i Frydenlund er lukningstruet. Eleverne ærgrer sig, for her får de et nyt syn på den danske folkeskole.
Som majskorn, lige før de popper, sidder eleverne og tripper på kanten af stolene. De er rastløse. I et klasseværelse forklarer en elev dagens matematikopgave til nogle klassekammerater. Med overdreven sikkerhed gennemgår han et overslagsregnestykke, som han læser op fra et papir.
»Wallah, hvor er jeg integreret,« siger han efter at have fremlagt.
Eleven er 16-årige Lokman Al-Soufi, som går i klassen H-1 på Center-10 i Frydenlund. I flere år har skolen haft et 10.-klassestilbud til unge, som har brug for personlig og social støtte inden en ungdomsuddannelse.
Men fremtiden for Center-10 er usikker.
En spareplan i Aarhus Kommune kan betyde, at den nuværende årgang med 10.-klasser bliver skolens sidste.
For tre uger siden begyndte de nye elever på skolen. Lokman Al-Soufi har svært ved at sidde stille og koncentrere sig i undervisningen.
»Jeg klarede mig ikke godt i 9.-klasse på min gamle skole. Undervisningen var alt for seriøs, og jeg pjækkede hele tiden. Her er jeg glad for at gå, alle mine venner er her, og jeg får lyst til at gå i skole,« siger han.
Engagerer eleverne
Lokman Al-Soufi, der er halv libaneser og halv syrer, sidder rundt om et bord med klassekammerater, som har rødder i Irak, Somalia og Syrien.
En af dem er Alia Al Umishe på 17 år. Hun kalder sine første ni år i den danske folkeskole for »et helvede«. Efter nogle uger på Center-10 er hun mere positiv.
»På min gamle skole deltog jeg aldrig i undervisningen. Her har jeg lært at følge med i timerne og række hånden op. Lærerne er gode til at få os til at deltage i undervisningen. De stiller spørgsmål, som får os til at tænke og diskutere,« siger hun.
På Center-10 er eleverne både etniske danskere og danskere af anden etnisk baggrund.
»Vi har mange elever, som kommer fra hjem med store udfordringer. Nogle af dem er vokset op i et parallelsamfund. Vi vil vise et modbillede til det samfund. Vores opgave er at integrere eleverne og gøre dem uddannelsesparate – og det lykkes vi ret godt med,« mener Thorkil Bjerrum, som er lærer på Center-10.
65 elever er begyndt i skolens 10.-klasser, mens der i 2013 begyndte 363 elever. Tendensen er den samme i Aarhus Kommune. Fra 2013 til 2016 er antallet af elever i de kommunale 10.-klassestilbud faldet fra 600 til 223 elever.
Et flertal i byrådet vil lukke Center-10 i sommeren 2017. Det kan blive vedtaget på næste byrådsmøde, som er den 14. september. Der skal spares på børn og unge-området i kommunen, og en lukning af skolen kan spare 2,8 mio. kr. i drift om året.
På fornavn med de fleste
Hver dag spiser elever, ledelse og ansatte morgenmad og frokost sammen i skolens kridhvide kantine. Her står Morten Bjørkmann bag disken, og han udviser overskud til at snakke med eleverne og vise dem korttricks.
»Vi har mange underlige mennesker – altså på den gode måde,« siger han.
Som medarbejder i kantinen kan Morten Bjørkmann fornavnet på de fleste elever.
»Jasmin, hvad skal du ha’?« spørger han.
Eleven Jasmin Roza tøver lidt. Mens hun tænker, begynder støj at brede sig omkring hende. Det er hendes veninder, der også vil købe noget i kantinen.
»Piger, prøv lige at slappe af. Vi flirter lige,« siger Morten Bjørkmann og får pigerne til at grine.
Jasmin Roza griner også. Hun er 17 år, elev i H-1 og drømmer om at blive frisør.
»Hvis jeg skal blive optaget på frisørskolen, kræver det, at jeg får 02 i matematik. Men jeg har svært ved matematik. Selv om en person forklarer mig noget, går der en time, og så glemmer jeg det igen,« siger hun.
Jasmin Roza er glad for at gå på skolen.
»Alle snakker sammen, alle har det sjovt, og alle accepterer hinanden,« siger hun.
Eva Tornøe Therkildsen underviser H-1 i matematik.
Efter at have haft eleverne i tre uger mener hun, at de har rykket sig socialt og fagligt.
At byrådet overvejer at lukke Center-10, forstår Eva Tornøe Therkildsen ikke.
Ifølge hende er skolen, siden den blev oprettet, blevet rost af politikere og forvaltning i Aarhus Kommune.
»Men vi er blevet rost uden at blive evalueret. Der er en vision for 10.-klasserne om, at 95 pct. af eleverne får en ungdomsuddannelse. Vi arbejder med en restgruppe. En gruppe, som har udfordringer i skolen. Sidste år fik 85 pct. af eleverne i 10.klasserne på Center-10 en ungdomsuddannelse,« siger hun.
I lære som bedre borgere
En lukning af Center-10 vil få konsekvenser, mener læreren Thorkil Bjerrum, som frygter, at flere unge vil kunne blive radikaliseret.
Nogle af eleverne er vokset op i parallelsamfund, og det er ungemiljøer, som skolens tværfaglige personale har kontakt til.
»Der vil ikke være et reelt alternativ til eleverne, som vi hjælper,« mener Thorkil Bjerrum.
Eleverne på Center-10 skal blive bedre borgere i det danske samfund.
Det lærer de i det samfundsfaglige fag medborgerskab, hvor de i H-1 snakker om emnet adfærdsmønstre. Klassen diskuterer ivrigt, hvad adfærd som rastløshed, tålmodighed og at være stille betyder.
Sammen med deres lærer kommer eleverne frem til, at adfærdsmønstre findes forskellige steder. Både i hjemmet, i skolen, og når man spiller fodbold.
»Ændrer I adfærd, alt efter hvor I er?« spørger læreren.
»Selvfølgelig gør vi det,« siger en af drengene.
»Hvordan?«
»Hvis jeg taber i fodbold, kan jeg blive aggressiv.«
Fodbold er et af de valgfag, som eleverne kan vælge på Center-10. De kan også have gastronomi, musik samt kunst og design.
Inden eleverne mødes på en fodboldbane nær skolen, samles de i et klasseværelse. Ved at lære om taktik og løbemønstre skal de blive bedre holdspillere og kunne håndtere konflikter på grønsværen.
Elever imod lukning
Tilbage i klassen H-1 nærstuderer læreren elevernes ansigtsudtryk. De skal aflevere deres mobiltelefoner, inden matematiktimen begynder. Men ikke alle har gjort det. En dreng smiler uskyldigt. Måske for uskyldigt.
»Mobil, aflevér,« siger læreren til drengen, der tøver.
»Den er slukket.«
»Du skal stadig aflevere den.«
Ved et bord diskuterer Jasmin Roza og nogle klassekammerater, hvad overslagsregning er.
Spørger man eleverne, synes de ikke om en lukning af Center-10.
»Det er en dårlig idé, fordi mange har brug for at gå på sådan en skole. Lærerne er strenge og behandler os lidt som små børn, men det er måske, fordi de vil os det bedste,« siger Jasmin Roza.
Samme holdning har Alia Al Umishe.
»Hvis jeg kunne gå på skolen igen, ville jeg gøre det. Jeg troede, jeg ville blive træt af skolen, da jeg begyndte på den. Men jeg har ikke fortrudt det,« siger hun.
Om et år skal eleverne afslutte 10. klasse på Center-10. Måske som den sidste årgang i skolens historie.