Aarhus-arkitekter afprøver nyt koncept
Den aarhusianske arkitektvirksomhed Arkitema Architects har oprettet en ny forretningsenhed med nye former for konsulentydelse
Egentlig har rådgivning om bl.a. bæredygtighed længe været en del af arbejdet i virksomheden Arkitema Architects med hovedkontor i Aarhus. Men virksomheden har nu iværksat en ny forretningsenhed – Arkitema Consulting. Her skal kunderne kunne købe sig til konkret rådgivning inden for fem specialiserede servicesegmenter: Construction Management, Involvement, Sustainability, BIM Management og Client Consultancy. Målet er at lave en helt ny forretningsenhed, der kan skabe yderligere omsætning. Kunderne forventes at blive bygherrer, kommuner, regioner, entreprenører mm. Ifølge en pressemeddelelse vurderer adm. direktør Peter Hartmann Berg, Arkitema Architects, at mulighederne for at få en andel af markedet er gode. Virksomheden har opbygget en del servicekompetencer, og det er dem, der nu skal udbygges. Der er gennem de seneste måneder ansat ledere til at opbygge de nye segmenter i Arkitema Consulting.
Oplever efterspørgsel
Opbygningen skal ske gennem såvel nyansættelser som brug af de mange kompetencer, der allerede er i virksomheden. »Vi oplever, at mange kunder efterspørger, at de kan købe hele pakken hos os, og det er det, vi nu reagerer på ved at lave en slags one-stop-shopping. Vi har allerede kompetencerne i virksomheden og har i mange år rådgivet på disse områder. Derfor er det også helt naturligt for os at udbyde denne viden gennem en selvstændig forretningsenhed. God rådgivning er med til at skabe værdi for kunden og gøre en forskel for det endelige resultat,« siger Peter Hartmann Berg, der har fokus på vækst både i antallet af kontorer, medarbejdere og gennem nye forretningsenheder.
»Det er en del af vores strategi for at skabe en stærkt funderet organisation med en finansiel styrke til at stå imod eventuelle udfordringer,« fortæller Peter Hartmann Berg.