»Vi sigter på at lave en klassiker«

Et ikonbyggeri og byens største konferencehotel skal være folkets billet til at bo ved skov og vand i Aarhus Ø. Det er visionen fra byudvikler Rune Kilden, der sammen med arkitekt Bjarke Ingels byder ind på kommunens udbud i Aarhus Ø.

Artiklens øverste billede

Et aarhusiansk vartegn på niveau med Arne Jacobsens legendariske SAS Royal Hotel i Købehavn tegnet af stjernearkitekten bag det nye World Trade Center 2 i New York og Googles kommende hovedsæde i Californien.

Ambitionerne er tårnhøje hos byudvikler Rune Kilden og arkitekt Bjarke Ingels, Bjarke Ingels Group (BIG), der sammen med nordens største hoteloperatør Scandic byder ind på udbuddet af et nyt kæmpe hotel- og konferencecenter i Aarhus Ø.

»I min verden vil et hotel tegnet af Bjarke Ingels i sig selv blive en turistdestination. Folk vil gerne have en bid af alt det, der sker i Aarhus Ø og ved Bassin 7. Nogle er nødt til at købe en lejlighed for at få rigtig adgang til området, men et hotel af Bjarke Ingels giver folk mulighed for at overnatte i én af hans bygninger tæt ved vand og skov,« siger Rune Kilden, der tilføjer, at projektet er så ambitiøst, at det er en måde at give noget tilbage til byen på.

Har haft tankerne et års tid

I midten af juni vedtog byrådet at bemyndige Teknik og Miljø til at sende en række byggefelter kaldet Ø4 i Aarhus Ø i udbud til september. I udbudsindstillingen er det beskrevet, at der på ét af felterne skal opføres et hotel- og konferencecenter på ca. 19.500 kvm med plads til mindst 2.000 gæster – det vil således blive byens største. Vinderen af udbuddet får købsretten til at opføre boliger på tre tilstødende byggefelter.

Rune Kilden og Scandics ledelse har tidligere samarbejdet om opførelsen af Scandic Aarhus City i Østergade.

»Det gør jo, at man har tillid til hinanden, kan udvikle noget og have fælles ambitioner,« siger byudvikleren.

Han og BIG har arbejdet med tankerne om et hotel i Aarhus Ø i et års tid, og i dette forløb er Scandic også kommet ind i billedet, oplyser Rune Kilden.

»Nu begynder det at blive mere konkret. Nu tegner vi indretning,« konstaterer han, der af hensyn til udbudsprocessen ikke vil fortælle for mange detaljer om holdets planer, budget og tegninger af et konferencehotel.

Men byudvikleren udtrykker ambitionsniveauet i sin beskrivelse af hotelprojektets arkitekt, Bjarke Ingels. Ifølge Rune Kilden er det første gang, at Danmark har en arkitekt, der kan måle sig med Arne Jacobsen. Og selvom Bjarke Ingels ikke før har tegnet hoteller, er byudviklerne ikke i tvivl om, at projektet vil få øjenbryn til at løfte sig.

»Vi sigter på at lave en klassiker. Det er en voldsom ambition. Men jeg tager presset med ro, fordi BIG kan ikke tillade sig at lave noget, der ikke har et sindssygt højt ambitionsniveau,« siger Rune Kilden.

Selvom det endnu ikke er sikkert, hvem der får lov til at bygge det kommende hotel- og konferencecenter, kan der under alle omstændigheder snart ses et resultat af makkerskabet mellem Rune Kilden og Bjarke Ingels i Aarhus Ø.

I 2014 blev det første felt på Ø4 solgt til Kilden og Mortensen ApS, som i foråret 2016 går i gang med at bygge projektet Aarhus, som Bjarke Ingels har tegnet, med 251 lejligheder og 3.000 kvm bylivsaktiviteter bestående af bl.a. teater, badehuse og restauranter.

Og det er ifølge Rune Kilden en stor fordel for det kommende konferencehotel.

»Jeg tror sådan set ikke, det ville være muligt at lave sådan et hotel uden at have de øvrige ting ved Bassin 7. Det vil tiltrække gæster, når vi kan tilbyde udsigt til havet og skoven i nærheden af seks restauranter, et lille teater og et havnebad. Uden det byliv, der kommer fremover, ville de fleste formentlig vælge andre hoteller i city,« siger Rune Kilden.

Et hotel åbent for alle

Arkitekt Finn Nørkjær, partner i BIG, mener, at samarbejdet med Rune Kilden og Scandic er et rigtig godt udgangspunkt for at skabe et unikt byggeri, der bakker op om planen for at skabe byliv i Aarhus Ø.

Folk vil gerne have en bid af alt det, der sker i Aarhus Ø og ved Bassin 7. Nogle er nødt til at købe en lejlighed for at få rigtig adgang til området, men et hotel af Bjarke Ingels giver folk mulighed for at overnatte i én af hans bygninger tæt ved vand og skov.

Rune Kilden, byudvikler

»Ofte er hoteller med til at skabe byliv, som vi i forvejen har arbejdet for at skabe i projektet Aarhus. Scandic har haft et ønske om at lave et hotel med mere bymæssig karakter, og flere af de samme kvaliteter vi mener er vigtige for Aarhus Ø,« siger han og løfter en smule af sløret for tankerne bag konferencehotellet:

»Vi har set på hoteller rundt om i verden med åbne lobbyer, caféer og restauranter. Vores projekt indebærer, at man kan komme på hotellet, uden at man bor på det. På den måde bliver hotellet en integreret del af de bymæssige funktioner i området. Og som helhed vil projektet stå som en blanding af den klassiske karré-tanke integreret med en konferencesal, som ellers typisk er et fritliggende element.«

Ikonbyggeri sælger Aarhus

Direktør i VisitAarhus, Peer H. Kristensen, glæder sig over, at Rune Kilden, Bjarke Ingels og Scandic byder sig til, da ikonbyggerier som Dokk1, Isbjerget, Regnbuen over Aros og Moesgaard Museum er vigtige ift. at sælge Aarhus i udlandet.

»Et hotel med internationale standarder, der er en arkitektonisk perle, vil være endnu et produkt i den skala. Og det har Aarhus brug for, fordi vi hele tiden skal forny vores fortælling. I øjeblikket er der mange, der snakker om alt det, der er sket i Aarhus, men næste år handler snakken om andre byer, og så er det vigtigt at have nye ting at putte på listen, der gør, at man er ”top of mind”,« siger Peer H. Kristensen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.