Fortsæt til indhold
Aarhus

Bünyamin Simsek genvalgt som borgmesterkandidat for V

Venstres politiske leder og børne- og ungerådmand blev genvalgt som borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2017 uden modkandidater.

Venstre i Aarhus har på et opstillingsmøde besluttet at genvælge partiets politiske leder og børne- og ungerådmand, Bünyamin Simsek, som borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2017.

Valget skete uden modkandidater.

»Jeg er super glad for genvalget og den store tillid, som kommunens Venstre-medlemmer har vist mig. Partiet, byrådsgruppen og jeg ser frem mod næste valg. Vores styrke er, at vi udvikler politik, har visioner og viser retning uden slinger i kursen modsat borgmesteren, som jeg udfordrer,« udtaler Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Bünyamin Simsek har været medlem af Aarhus Byråd siden 2002 og var også Venstres borgmesterkandidat ved sidste kommunalvalg i 2013.

»Jeg vil forsat være en aktiv, arbejdsom og ansvarsfuld oppositionsleder perioden ud. Jeg vil søge indflydelse og give århusianerne alternativet, der i langt højere grad kan udvikle Aarhus med rettidige investeringer i vores infrastruktur, daginstitutioner og skoler,« udtaler han.