Fortsæt til indhold
Aarhus

Studerende er sure over ny eksamen

Studerende finder det uretfærdigt, at de skal betale prisen for en fejl, som universitetet har begået.

Studerende ved Aarhus Universitet er stærkt utilfredse med, at de nu skal op til en ny prøve, efter at deres skriftlige eksamen i fredags er blevet annulleret.

»Det er problematisk, at de studerende ikke har nogen rettigheder i sådanne situationer med annullerede eksamener, hvor man ikke giver de studerende fleksibiliteten og rettighederne til at vælge en ny dato. Det er både urimeligt og problematisk, når de f.eks. også har andre eksamener at passe,« siger næstformand Sana Mahin Doost, Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

140 studerende på andet semester af kandidatuddannelsen Finance & International Business på Aarhus Universitet blev forleden informeret om, at den eksamen, de havde været oppe til fredag den 8. april, var blevet annulleret. Der var tale om en fire timer lang eksamen i faget strategy and management accounting.

Store dele af opgaven viste sig at være identisk med en eksamen på universitet fra 2014. Derfor er de studerende blevet informeret om, at de skal op til en ny, ekstraordinær eksamen mandag den 25. april. Studerende, der ikke kan deltage i den nye eksamen, må gå til reeksamen i august. En studerende, som ønsker at være anonym, men hvis identitet er avisen bekendt, afviser at have set fredagens opgave før:

»Nogle af de studerende har måske fået nogle gamle eksamensopgaver gennem tidligere studerende, så de på den måde har haft en fordel til eksamen. Men for mange af os er det en eksamen, vi aldrig har set før eller har fået i løbet af undervisningen, og løsningen har ikke ligget tilgængelig på nogen måde.«

Ifølge prodekanen for uddannelse på Aarhus BSS, Aarhus Universitet, Per Andersen, er der tale om en menneskelig fejl, selv om universitetet har systemer, der skal forhindre den slags fejl.

»Vi skulle gerne kunne genkende opgaver fra tidligere, men når de ligger et par år tilbage, er der mange at holde styr på. Vi har 400 skriftlige eksamener pr. semester, og den her smuttede igennem systemet,« fortæller han.

Når universitetet ikke bare lader de allerede afleverede besvarelser være gældende, handler det ifølge prodekanen om fairness.

»De, som ikke havde adgang til den her opgave og de noter, der nu har været tilgængelige, er jo blevet stillet ringere. De har jo siddet og bearbejdet og besvaret opgaven, mens de andre har haft det nemt og ville få en god karakter,« siger Per Andersen.

»Og vi mener, at alle skal have lige vilkår. Vi skal også sikre os, at der er kvalitet i vores udprøvning, og det kan vi ikke garantere i det her tilfælde,« siger prodekanen.

Lignende sag i fjor

Aarhus Universitet blev i januar i fjor ramt af en lignende sag, da en eksamen på medicinstudiet var sammensat af spørgsmål fra tidligere eksamener.

Dengang måtte de studerende bl.a. have tidligere opgaver med til eksamen, heriblandt facitlister, hvilket betød, at alle bortset fra én af de 157 studerende fik 12.

Dengang valgte Institut for Klinisk Medicin at lade de studerende beholde deres karakter med henvisning til, at det ikke var deres fejl. Selv om der er lignende fortilfælde, har Sana Mahin Doost ikke fornemmelsen af, at det er et generelt problem med fejl i eksamener på universitetet.

»Men det er vigtigt, at man ikke bliver sløset, og universitetet skal stramme op, så alle medarbejdere er opmærksomme på, at de her fejl ikke må ske,« siger hun.

Prodekan Per Andersen oplyser, at universitetet netop har besluttet at gennemgå sine kvalitetssikringsprocedurer for at undgå en lignende sag. Desuden er det besluttet at tage hensyn til de studerendes stramme program i den kommende tid.

»Vi tilpasser det undervisningen og flytter nogle af de andre opgaver, så der bliver luft til det her. Det er de studerende muligvis ikke blevet informeret om endnu,« meddelte Per Andersen onsdag middag.