Ny Samsø-færge får central placering i Aarhus
Samsø Færgens bestyrelse satser på at færgen har første tur i pinsen, samtidigt ser det ud til, at færgen får en meget central placering i Aarhus.
Inden for den nærmeste fremtid åbner en direkte færge-rute mellem Aarhus og Samsø. Det ligger helt fast.
Men det er stadig usikkert, hvor færgen kommer til at lægge til i Aarhus, og hvornår ruten åbner. Men færgen skulle få sin drømmeplacering ved Dokk1, og samtidig satser Samsø-færgen på at få første afgang i pinsen.
Det skriver Århus Stiftstidende lørdag.
Ifølge Århus Stiftstidende er der to muligheder i spil til færgens placering: enten ved åens udmunding inderst i havnebassinet tæt ved Dokk1, eller også kommer færgen til at ligge på den modsatte side af bassinet.
Området ved Dokk1 er ejet af Aarhus Kommune, og her er man ifølge Århus Stiftstidende ved at undersøge, om færgen kan lægge til ved kommunens areal.
»Under alle omstændigheder får vi en placering centralt i Aarhus. Det er vi meget glade for,« siger Hans Christian Hesseldal fra det nye færgeselskabs bestyrelse til Århus Stiftstidende.
Samtidigt skulle arbejdet med færgen, der i øjeblikket er på værft i Faaborg, være så langt, at bestyrelsen satser på, at færgen kan drage ud på sin første rejse i pinsen, midt i maj.
Færgen medtager ikke biler. Den får plads til 100 passagerer og det bliver muligt at medtage sin cykel. Man satser på fem daglige dobbeltafgange i højsæsonen, og to dobbeltafgange i vinterperioden.
Billetprisen bliver omkring 100 kr. pr. overfart med mulighed for rabat, hvis man benytter sig af færgen ofte.