Bubber overrakte donation til kræftramte børn i Aarhus
Onsdag modtog børnekræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital en donation af Ude og Hjemme.
Onsdag overrakte Bubber og Ude og Hjemme en donation på 68.559,75 kr. til børnekræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Det skriver Ude og Hjemme i en pressemeddelelse.
Beløbet stammer fra Ude og Hjemmes årlige juleindsamling. I december turnerede Bubber rundt med Ude og Hjemme i 29 byer rundt om i Danmark. Her har han bortauktioneret gaver doneret af lokale butikker og handelsvirksomheder. Der blev indsamlet 274.239 kr. som ubeskåret fordeles mellem fire børnekræftafdelinger, herunder den på Aarhus Universitetshospital.
Afdelingerne bestemmer selv hvordan pengene skal bruges, og der bliver ikke fratrukket penge til administration for indsamlingen. Formål med pengene er, at de kan bidrage til at skabe glæde blandt de kræftramte børn og deres familier, samt opmuntring blandt personalet i en udfordrende hverdag.
»På Ude og Hjemme er vi fantastisk stolte af at kunne være med til at gøre en forskel igen i år, for de børn som kæmper en tapper kamp mod kræften. At vi på kun fire år har kunnet biddrage med over 1 mio. kr. er jo helt utroligt, og i den forbindelse skal der lyde et stort tak til alle de erhvervsdrivende, som har hjulpet med at gøre dette muligt, samt en tak til de læsere som hver især på sin egen måde har biddraget til indsamlingen,« udtaler Kaj Elgaard, chefredaktør på Ude og Hjemme.
Det er fjerde år i træk, at Ude og Hjemme samarbejder med Bubber om juleindsamlingen til fordel for Danmarks kræftramte børn, og siden 2013 er der indsamlet i alt 1.030.642,75 kroner til de fire børnekræftafdelinger.