Humanisten, der tænker kommercielt
Markedsføring: Rasmus Hamann bruger kreativiteten og idérigdommen fra musikkens verden til at skabe kommerciel succes i erhvervslivet.
Rasmus Hamann har spillet guitar, siden han var 10 år, men han har altid vidst, at han ikke skulle leve af at være musiker.
»Jeg har prøvet turnélivet som musiker, det er hårdt, og så har jeg altid vidst, at jeg ville have en karriere i erhvervslivet, og det mål hænger ikke sammen med at være musiker,« siger Rasmus Hamann.
Allerede under studiet på Musikvidenskab på Aarhus Universitet grundlagde han derfor sit eget firma, Knowtheirname, der har speciale i musikbranding, dvs. markedsføring af virksomheder via musik.
»Vi er ikke mange fra Musikvidenskab, der har stiftet egen virksomhed, men jeg synes selv, at det er et interessant crossover at basere en kommerciel virksomhed på kultur,« påpeger Rasmus Hamann, der har haft stor glæde af sin humanistiske uddannelse i opbygningen af sit firma.
På Musikvidenskab lærte han lyd- og musikproduktion, en viden, han stadig bruger i Knowtheirnames lydstudie på adressen på Lille Torv. Og så fik han indblik i musikteori, der handler om, hvordan musik påvirker mennesker.
»Musik er unik, fordi den lige med det samme skaber følelser og giver adgang til erindringer, der ellers ligger gemt i hukommelsen. Derfor kalder vi også det, vi laver, for emotionel branding,« forklarer Rasmus Hamann.
Foredragsholder
Knowtheirname arrangerer partnerskaber mellem musikere og virksomheder, f.eks. har rapperen Kesi været model for tøjmærket Junk de Luxe, som også brugte hans musik til en reklamefilm.
Det er en meget kommerciel tankegang, især for en humanist, og når Rasmus Hamann holder foredrag på Musikvidenskab, får han da også ofte spørgsmålet: Kompromitterer det ikke musikeren, når han indgår kommercielt partnerskab med en virksomhed?
»Den har jeg hørt mange gange, men musikbranchen er jo kommerciel. De fleste musikere laver musik for, at så mange som muligt skal høre den, og her kan et partnerskab med en virksomhed være en genvej. F.eks. har Jack & Jones 1,8 mio. følgere på Facebook, og vi lavede et partnerskab mellem dem og en række upcoming artister for et par år siden, og det gav et boost for de ukendte musikernavne,« siger Rasmus Hamann, der oplever et holdningsskifte i musikbranchen.
»Det er svært at tjene penge for kunstnerne i dag, men markedsføringen af dem koster jo stadig penge, derfor indregner mange pladeselskaber de strategiske partnerskaber som en del af markedsføringen,« påpeger Rasmus Hamann.
Han har oplevet at få nej fra musikere, og det har han stor respekt for.
»Vi gør meget ud af at matche virksomheden med den rette musiker, kunstneren skal jo være ambassadør for produkterne. Vi har mest arbejdet med modevirksomheder, for der er en tæt sammenhæng mellem moden og musikerne, der ofte selv er stilikoner,« forklarer Rasmus Hamann.
Find det næste hit
Knowtheirname har også som speciale at finde det næste hit inden for pop eller rock og koble musikeren med virksomheden, der er interesseret i at bruge hittet til f.eks. deres næste reklamefilm.
Findes det musiknummer ikke, laver Knowtheirname det selv.
»Virksomheden ved måske ikke selv noget om musik og har ikke det sprog omkring musik, som branchefolk har, så det er min opgave at oversætte kundens 17 forskellige måder at beskrive den følelse og stemning, de ønsker, at musikken skal udtrykke, og det er en meget interessant proces,« siger Rasmus Hamann.
Han står i dag primært for Knowtheirnames udadvendte salgsarbejde, men savner ikke en cand.merc. i salg og markedsføring, tværtimod.
»Jeg er glad for, at jeg ikke tænker traditionelt – i kasser og systemer, selv om jeg da har læst en del brandingteori, man kan lære sig selv meget, men vi vinder jo ikke kunder på vores dybe teoretiske tanker, men på, at vi er meget kreative,« pointerer Rasmus Hamann.
Han har bevidst skabt en virksomhedskultur, hvor hans medarbejdere skal holde sig skarpe ved at holde sig konstant opdaterede om alt, hvad der sker inden for medier og markedsføring – og så vidensudveksle med hinanden. Hans egen tilgang til kreativitet er kontant.
»Vi opdrager folk til holdningen: Hvis din første ide ikke var god, er det lige meget, for så får du bare en ny.
Jeg bliver kaldt Øksen, fordi jeg er hurtig til at aflive en idé, hvis den ikke fungerer. Kreativitet handler om træning, man kan træne sig op til at kunne få mange gode ideer. Det er en musikertilgang til det at være kreativ, du bliver kun bedre ved at øve dig,« siger Rasmus Hamann.
Internationale mål
Visionen for Knowtheirname er international, Tyskland er næste mål, derefter Holland og Belgien, måske England.
Rasmus Hamanns personlige mål er at blive involveret i flere virksomheder, for han brænder for iværksætteri. Han er ved at grundlægge en ny virksomhed sammen med en partner og har kontakt til en række virksomheder, hvor han måske skal indgå i et specialistteam omkring videreudviklingen af dem.
Vi gør meget ud af at matche virksomheden med den rette musiker, kunstneren skal jo være ambassadør for produkterne.Rasmus Hamann, stifter af Knowtheirname, stifter af Knowtheirname
Rcitat1asmus Hamann er glad for at drive virksomhed i Aarhus.
»Aarhus er et godt sted at starte virksomhed, det er nemt at få hjælp, og her er mange iværksættere og mange netværk,« siger Rasmus Hamann, der fik gratis kontorplads hos kommunens musiknetværk Promus i tre måneder, da han etablerede Knowtheirname.
»Der er åbenhed og højt til loftet i Aarhus. Skriver man til en potentiel mentor og beder om et møde, får man oftest et ja,« fortæller Rasmus Hamann, der selv skrev til Søren Schriver, adm. direktør for Hummel, da han skulle i gang med at drive virksomhed.
»Jeg fik et kvarter til at bevise, at min idé var god, og jeg mødes stadig med ham en gang imellem. Han er for vild til at drive forretning, og det er fantastisk, at sådan nogle mennesker tager sig tid. Det prøver jeg selv at gøre nu, hvor jeg bliver kontaktet af mange unge mennesker, der har idéer til virksomheder,« slutter Rasmus Hamann.