Fortsæt til indhold
Aarhus

»Jeg har brug for ro i hovedet«

Heidi Bachstein Christensen fra Viby har haft brug for en langsom start, efter hun gik ned med stress.

Henrik Grønvald

»Det her er, hvad jeg magter lige nu,« fortæller Heidi Bachstein Christensen fra Viby, mens hun pakker håndbremsekabler til en Citroën Picasso ud af den originale pose og putter den i en ny sort pose med logo, varenummer osv.

Der er ikke de store udfordringer. Arbejdet er ensformigt, og hun kan tage den tid om opgaven, hun har brug for. Det er helt perfekt for Heidi Bachstein Christensen.

»Jeg gik ned med stress på grund af store belastninger i mit privatliv. I min vej tilbage på arbejdsmarkedet, er det stressen, jeg skal have helt bugt med. Det er derfor vigtigt, at jeg ikke skal lave noget, som er alt for kompliceret, og hvor der er mange problemstillinger, som skal håndteres under tidspres. Det er netop det, som giver mig stress,« fortæller hun.

Min vej tilbage til mit fag starter her, og jeg er sikker på, at jeg ender der igen, men det ligger længere ude i fremtiden.
Heidi Bachstein Christensen, Stressramt i virksomhedspraktik

Heidi Bachstein Christensen er uddannet socialrådgiver og arbejdede som misbrugskonsulent i Odder, da hun fik stress i september 2014.

I halvandet år var hun ude af systemet, og det var en stor udfordring for hende at vende tilbage til arbejdet. Da arbejdspraktik hos Triscan i Brabrand kom på banen, var det dog et tilbud, som lige skulle overvejes en ekstra gang.

»Jeg følte det som en degradering. Det er jo ikke det, jeg har uddannet mig til. Men jeg har måttet erkende, at det ikke handler om at gøre noget erhvervsrelevant lige nu. Det, jeg har brug for, er at få ro i hovedet og vænne mig til at arbejde igen. Jeg har jo ligget på en sofa i lang tid, så jeg skal langsomt i gang,« fortæller hun.

Aftale forlænget

Heidi Bachstein Christensen begyndte i arbejdspraktik hos Triscan midt i december og har netop forlænget aftalen til juni. Samtidig er hun gået op fra 9 til 12 ugentlige timer – tre timer om dagen i fire dage.

Hun oplever glæden ved at komme på arbejde og være en del af et kollegialt fællesskab.

»Alle råber godmorgen, når man kommer ind ad døren. Man føler sig velkommen, og det er enormt vigtigt,« fortæller hun.

»For mig har det også haft stor betydning, at jeg er sammen med andre, som har haft nogle af de samme problemer. Da jeg gik derhjemme, kunne jeg nemt få den følelse, at jeg var den eneste i verden, som havde så store udfordringer.«

Heidi Bachstein Christensen vil varmt anbefale andre at prøve virksomhedspraktik frem for at fokusere på at komme tilbage til deres gamle job.

»Jeg tror, at mange sygemeldte tager fejl i, at det bedste er at komme tilbage, hvor de var. Min vej tilbage til mit fag starter her, og jeg er sikker på, at jeg ender der igen, men det ligger længere ude i fremtiden,« siger hun.