Fortsæt til indhold
Aarhus

Jadak til krisehåndtering

Finn Nørbygaard deler sine konkurserfaringer med Aarhus-virksomheder.

Henrik Grønvald

Fire af fem virksomheder mangler en plan for håndtering af kriser, viser en ny undersøgelse. Derfor inviterer virksomhedsfællesskabet OfficeLab i Lystrup ved Aarhus til en række arrangementer hen over foråret under temaet ”Konkurs eller risk management?”

Formålet er at kaste lys over et ofte tabubelagt emne, og ved det første arrangement vil skuespilleren Finn Nørbygaard fortælle om, hvordan det er at gå fra stor succes til total fiasko med IT Factory. Den senere svindeldømte Stein Bagger tog Finn Nørbygaards og andre investorers investering med sig i faldet. Han vil bl.a. svare på spørgsmålene: Hvad gør man? Hvad med skam? Og hvordan kommer man videre?

4.029 konkurser

I 2015 gik 4.029 danske virksomheder konkurs. Region Midtjylland stod for 20 pct. af konkurserne, og 25 pct. af de mange tusinde job, som blev tabt på landsplan, forsvandt i regionen – kun overgået af Region Hovedstaden.

Derfor burde virksomhedsledere være forberedt på risikoen for modgang. En ny undersøgelse, udarbejdet af Ejerlederne og Torvits & Goosmann, viser imidlertid, at to af tre virksomheder ikke har overblik over deres risici, og at fire af fem mangler en plan for håndtering af kriser.

I sin daglige gang blandt de 80 virksomheder, som har adresse hos OfficeLab, har adm. direktør Christoffer Broberg Flintholm selv konstateret, at risicihåndtering ofte negligeres – og han har også set, at det går galt. Derfor stiller han virksomhedsledere spørgsmålene: Kender du din største risiko? Og hvad gør du, hvis krisen indtræffer?

Vær beredt

»Mange virksomhedsledere glemmer at stille sig selv de spørgsmål. For andre er emnet tabu. Men rettidig omhu og planlægning af risk management kan spare virksomheden for store konsekvenser, hvis krisen en dag skulle banke på. Derfor er det et oplagt emne at tage fat på for mange virksomheder,« siger han.

OfficeLab kører temaet ”Konkurs eller risk management?” de kommende måneder.

Tirsdag den 2. februar 2016 kl. 14.30-16.30 vil Finn Nørbygaard dele sine erfaringer med deltagerne.