Fortsæt til indhold
Aarhus

Ros til aarhusianske koch’erier

Frøken Koch i Aarhus er den østjyske restaurant, som har fået de flotteste anmeldelser fra gæsterne i hele 2015, viser en ny opgørelse fra bookingsitet DinnerBooking.com.

Brødrene Koch får ikke blot ros af restaurantanmeldere. Gæsterne sætter også pris på gastronomien hos Frøken Koch.

En ny opgørelse fra bookingsitet DinnerBooking.com viser, at Frøken Koch er den restaurant i Østjylland, der gennemsnitligt har fået de mest positive anmeldelser i hele 2015.

Restaurantens daglige leder, Michael Koch lægger ikke skjul på, at der bliver arbejdet hårdt for anerkendelsen.

»Vi går sindssygt meget op i det her og har store ambitioner for Frøken Koch. Jeg vil jo gerne, at vi kan blive Danmarks bedste inden for klassisk dansk mad med godt håndværk, gode råvarer og fornuftige priser,« siger han

Restauranten har i den seneste tid ændret på både menukort og koncept.

»Vi har stadig fokus på de klassiske danske retter, men vi vil gerne give kvaliteten et ekstra step up. Derfor har vi udvidet repertoiret til at involvere mere raffinerede retter som hummersuppe med peberrodsfløde, laks hollandaise og peberboeuf af krogmodnet dansk oksemørbrad,« fortæller Michael Koch.

Hos DinnerBooking.com kan man reservere bord og se anmeldelser fra mere end 600 restauranter og caféer. Efter besøget får gæsten tilsendt et spørgeskema, hvor gæsten opfordres til at vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering og værdi for pengene.

Det har i 2015 resulteret i 29.804 anmeldelser af de østjyske restauranter.

Efter Frøken Koch kom på andenpladsen Kähler Villa Dining i Risskov. På tredjepladsen kom Frederiksgade 42, spisestedet efterfulgt af Fru Møllers Restaurant i Odder og Restaurant Skovmøllen i Højbjerg.