Fortsæt til indhold
Aarhus

To mænd efterlyses efter voldeligt hjemmerøveri

Østjyllands Politi blev tilkaldt, da en familie på fire onsdag nat blev udsat for et dramatisk hjemmerøveri.

Et forældrepar og to voksne børn sov, da ruden i en dør til deres private hjem i Trige blev slået ind natten til torsdag. Da de kort efter vågnede, var to maskerede mænd trængt ind i deres hjem.

Familien blev udsat for trusler, og to fik slag med et endnu ukendt våben, oplyser politiet, der blev kaldt til hjemmet kl. 03.29. De to familiemedlemmer, der blev slået, blev skadestuebehandlet, men ingen er kommet alvorligt til skade fysisk.

Gerningsmændene stak af med smykker, som de stjal fra hjemmet.

De to mænd var maskeret med elefanthuer og iført mørke dragter. Politiet ved ikke, hvordan gerningsmændene flygtede, eller i hvilken retning de stak af, og er derfor også interesseret i at høre fra alle vidner eller andre, der kan have oplysninger om sagen.

Man kan kontakte politiet på telefonnummer 114.