Fortsæt til indhold
Aarhus

Erhvervsliv står bag 2017-trækplaster

Miljø: Virksomheder, der arbejder med bæredygtighed, vil vise, hvad de har at byde på.

Bjarne Jensen

En verdensudstilling om bæredygtighed skal være et ekstra trækplaster, når Aarhus i 2017 er europæisk kulturhovedstad. Første skridt mod at gøre udstillingen til en realitet bliver taget på onsdag til konferencen ”CSR & Bæredygtighed”.

»Vi vil lave et udstillingsvindue, der viser, hvad vores region formår inden for bæredygtige løsninger. Vi kalder det en verdensudstilling. Det skal forstås sådan, at vi gerne vil have verden til at komme og se, hvad vi kan. Vi vil bygge en platform, der også fremadrettet kan fungere som en international branding,« siger regionsdirektør i Danske Bank Allan Aagaard.

Initiativtagerne har ikke taget stilling til, hvilken form verdensudstillingen skal have. Det bliver bl.a. op til de virksomheder, der viser interesse for projektet.

»I begyndelsen tænkte vi på en traditionel verdensudstilling, men vi kan se, at med al den teknologi og innovation, som præger dette felt, kan det være, at det bliver noget helt andet. Vi skal lytte til dem fra erhvervslivet, der er parat til at engagere sig i det og høre, hvilken retning de vil give det,« siger projektleder Sussi Bianco.

Nye tanker og idéer

På konferencen holder hoteldirektør Nina Carlslund et oplæg om en udfordring, som Hotel Scandic Aarhus City gav sig selv med at arbejde for at blive mere bæredygtig. Udfordringen bestod af en workshop med studerende og andre borgere.

En velkommen udfordring

»Den udfordring, som Scandic blev udsat for, var et forsøg for at se, om det virker, og det var faktisk rigtig godt. Den 30. november sætter vi gang i en større udgave med fem virksomheder, som bliver udfordret på bæredygtighed af studerende og erhvervsfolk,« siger Allan Aagaard.

På sekretariat for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 bliver erhvervslivets tiltag budt velkommen.

»Vores tre værdier er demokrati, mangfoldighed og bæredygtighed. Det er interessant, at man i erhvervslivet vil udfordre virksomhederne til at komme med bæredygtige løsninger, som så kan blive præsenteret på verdensudstillingen i 2017. Under 2017 har vi gang i en række projekter, som også kan blive en del af det udstillingsvindue,« siger Karin Buhl Slæggerup, der er partnerskabs- og udviklingschef i Aarhus 2017.

Hun tilføjer, at Aarhus i denne uge også er vært for en stor international forskerkonference, Re-Do, hvor kulturlivet som en del af programmet udfordrer virksomheder til at tænke bæredygtigt.