Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Kommune kan fortsat udleje lokaler i Dokk1

På et møde med Social- og Indenrigsministeriet har Aarhus Kommune sikret sig retten til fortsat at udleje lokaler i Dokk1, selv om det i princippet er ulovligt. Stadsdirektøren forventer at have alle 10.000 kvm udlejet inden nytår.

Hensynet til kommunekassen vejer tungere end reglerne om kommunal udlejning.

Så firkantet kan nyeste kapitel i sagen om Dokk1 muligvis trækkes op efter et møde onsdag mellem embedsmænd fra Social- og Indenrigsministeriet og Aarhus Kommune ved bl.a. stadsdirektør Niels Højberg.

Udfaldet er mødet er, at ministeriet accepterer, at kommunen fortsætter med at udleje lokaler i Dokk1 og også gerne indgår nye lejekontrakter om udlejning.

Det må Aarhus Kommune gøre ”indtil videre”, som det hedder, uden at nogen af parterne har defineret længden af ”indtil videre”.

I en afgørelse, som vakte en del harme på rådhuset i sidste uge, konkluderede ministeriet ganske vist, at kommunens udlejning af lokaler til private er ulovlig, og kommunen skal derfor enten selv anvende lokalerne til kommunale formål eller sælge lokalerne.

Men - i udtalelsen er det også anført, at hvis kommunen ikke kan sælge lokalerne til markedsprisen, kan den udleje lokalerne, indtil det er muligt at få markedsprisen. Kommunen skal dog ifølge udtalelsen med ”jævne mellemrum” undersøge, om der kan sælges til markedsprisen.

Derfor konkluderer ministeriet nu, at kommunen må fortsætte udlejningen, selv om den i princippet er ulovlig.

Hanna Ege, chefkonsulent ved Social- og Indenrigsministeriet, siger:

»Kommunen skal principielt sælge de overskydende lokaler, men det forhold at vi kræver lokalerne solgt, vanskeliggør, at kommunen kan få markedsprisen, og derfor kan den indtil videre leje lokalerne ud. Det er en afvejning af hvilke forpligtelser, kommunen har. På den ene side er den forpligtet til at afskaffe overkapaciteten, men på den anden side kan det være vanskeligt at sælge til markedsprisen nu, og det kan derfor være økonomisk uansvarligt at sælge nu,« siger hun.

Stadsdirektør Niels Højberg er godt tilfreds med udkommet af mødet.

»Vi havde et meget konstruktivt møde. Vi forsøger nu at leje ud til kommunale formål og vil også indgå nye lejemål til private formål, og jeg mener godt, at vi f. eks. kan lave nye 10-årige lejekontrakter med private lejere,« siger han.

Niels Højberg lægger ikke skjul på, at kommunen helst vil undgå at sælge lokaler i Dokk1.

»Det er klart, for vi har netop bygget ekstra kvadratmeter, fordi byen vokser, og dermed vokser vores behov for lokaler også,« siger han.

Niels Højbergs forhåbning er nu, at samtlige 10.000 kvm i Dokk1 vil være udlejet inden nytår med halvdelen til kommunale formål og den anden halvdel til private lejere.

Han glæder sig desuden over, at ministeriet på mødet medgav, at kommunen har været i god tro, da kommunen forud fik Statsforvaltningens accept af fremgangsmåden. Mødet mellem ministeriet og kommunen mundede ud i, at kommunen skal komme med et svar på, hvordan udtalelsen skal udmøntes.