Fortsæt til indhold
Aarhus

Den ”irrelevante” håndboldklub vil på charmeoffensiv i Østjylland

Århus Håndbold vil forandre sin strategiske tankegang for at få flere til håndbold.

Kenneth Thygesen

»Mange østjyder har ikke noget forhold til os. Vi er ikke relevante. Jeg vil ikke sige, at de er ligeglade med os, men de har ikke mødt os. Der er ingen følelser. Det vil vi lave om på.«

De har nok at konkurrere med og mod, Århus Håndbold. Ikke blot på banen og i selve håndboldligaen, men også i byen. Andre sportshold, et pulserende by- og kulturliv, skov, strand og så videre. Derfor er herrehåndboldklubben med den nye direktør, Jan Nielsen, i spidsen i gang med at nytænke klubbens filosofi som attraktion i Danmarks næststørste by.

»Vi vil være synlige i bybilledet, synlige i hallerne og i virksomhederne. Vi skal ikke vente og håbe på, at folk kommer til os. Vi skal møde folk, hvor de er,« siger Jan Nielsen.

Relationer og nærvær

Efter mange år på topplan stoppede han i sommer sin aktive karriere som håndboldmålmand.

Direktørposten overtog han allerede tilbage i januar, da han stadig vogtede målet, men nu er det slut med det daglige skifte mellem spillertrøje og skjorte.

Den 42-årige Jan Nielsen har ved siden af håndbolden i de seneste syv år drevet konsulentvirksomheden Business In Sport i samarbejde med spilleragenten Mads Winther. Her har ”Tromle”, som han kaldes i håndboldkredse, tilegnet sig viden omkring udnyttelsen af kommercielle kompetencer i sportsklubber.

Den viden får Århus Håndbold nu gavn af. Det er slut med den traditionelle markedsføring. Glem de kedelige annoncer i aviserne, lyder det. Nu handler det om relationer, nærvær og følelser. Derfor vil man eksempelvis se Århus-spillerne til studiemesser og streethåndbold. Østjyderne skal holde af Århus Håndbold, lyder det.

»Vores forretning skal vokse ved at komme i kontakt med mennesker. I stedet for at markedsføre os i tv og aviser skal vi røre ved mennesker. Det gør vi de steder, hvor de selv har en interesse, og det er ved håndbolden. Vi skal ikke omvende folk på gågaden, så vi starter et andet sted,« forklarer Jan Nielsen.

Henter børn i busser

Et eksempel på den nye tankegang hos de tidligere pokalmestre er samarbejdet med de 35 venskabsklubber. Til udvalgte kampe i løbet af sæsonen vil Århus Håndbold hente børn fra samarbejdsklubberne i busser og køre dem ind til håndboldarenaen på Stadion Allé. Derudover vil Henrik Hansen, Rune Ohm og co. en gang om ugen besøge en lokal håndboldklub og træne de yngste medlemmer.

»Vi vil ikke tigge hverken børn eller voksne om at komme, og man vil aldrig se os sprøjte fribilletter ud på gaden. Men vi vil gerne hjælpe dem, vi samarbejder med. For vi har et godt produkt med en flot hal og nogle spillere, der er villige til at give noget af sig selv,« siger Jan Nielsen.

Fokus på tilskuerne

Og netop hallen er en nøglespiller i det ”nye” Århus Håndbold. I sæsonen 2012/2013 gik 17.656 tilskuere igennem billetkontrollen i Ceres Arena, hvorimod 31.448 mennesker overværede kampene i den seneste sæson. Det svarer til en stigning på 79 pct. på to sæsoner.

Tallene er Jan Nielsen ikke overraskende godt tilfreds med, men der er fortsat et uforløst potentiale. Derfor har man udset sig fire-fem kampe, hvor der sættes ekstra fokus på at fylde hallen.

»Tilskuerne er meget vigtige for os. En fyldt hal giver større chancer for tv-kampe, nye sponsorater, salg af merchandise og større eksponering. En fyldt hal gør os mere vedkommende for folk, der interesserer sig for håndbold,« siger han.

Målet er 3.000 i snit

I den seneste sæson var der gennemsnitligt 2.419 tilskuere til Århus Håndbolds hjemmekampe. Jan Nielsens personlige mål er at nå over 3.000 tilskuere i hver kamp i den kommende sæson.

Århus Håndbolds første hjemmekamp spilles den 2. september mod Ribe-Esbjerg.