Biler og børn har fundet vej til Dokk1
38.000 besøgte Dokk1 den første uge, og bilisterne har også fundet vej til det automatiske p-hus, der har op mod 1.000 biler i døgnet.
Udflugtsmål og kulturcentrum.
Byens hovedbibliotek skal måske tilføjes et par ekstra betegnelser efter flytningen fra Mølleparken til Dokk1, for halvanden uge efter åbningen kan Knud Schulz, chef for Hovedbiblioteket, glæde sig over et rykind af de større.
»Det har været overvældende, og livet i huset er blevet lige præcis, som vi håbede. Rigtig mange besøger os, ikke mindst børnefamilierne, hvor børnene har fået langt bedre forhold med bl.a. den udendørs legeplads rundt om huset, som er meget populær. Andre besøger os for at følge nogle af de mange kulturtilbud, som op mod 230 frivillige har sat op i den første tid,« siger han.
Besøgstallet den første uge boomede med op mod 38.000 gæster, hvor en normal uge i Mølleparken typisk gav 15.000 gæster.
»Det er klart, at nyhedens interesse er stor, og vi må se hen over sommeren og efteråret, hvor niveauet lander, men som det ser ud nu, ligner det 50 pct. højere besøgstal,« siger Knud Schulz.
Voldsom bygning
Det tal flugter i øvrigt med hans egen forudsigelse i maj, der netop lød på en 50 pct. forøgelse fra 500.000 gæster årligt i Mølleparken til 750.000 gæster årligt i Dokk1.
Knud Schulz’ indtryk fra de første uger er store roser fra publikum, ikke mindst til de ekstra gode forhold for børn, men også til huset i det hele taget.
»Det er en voldsom bygning at se på udefra, men selv om der er meget plads inde i huset, er mit indtryk ikke, at man føler sig som et lille menneske her i Dokk1,« siger han.
Det automatiske parkeringshus i Dokk1 fik en turbulent start med et koks i teknikken i sidste uge, da et antal bilister måtte vente op mod tre timer for at få deres bil, men efter problemerne har teknikken fungeret, og besøgstallet er godt,« siger Tom Laursen, adm. direktør for Securitas, der driver parkeringshuset:
»Siden problemerne i sidste uge har teknikken fungeret upåklageligt, og vi er efterhånden oppe på ca. 1.000 parkeringer i døgnet, hvilket er meget tilfredsstillende. Derudover har vi solgt op mod 50 abonnementer til firmaer, der køber parkeringspladser til deres ansatte, og det er også et pænt antal,« siger Tom Laursen.
Et abonnement på parkering i Dokk1 døgnet rundt alle ugens dage koster 1.000 kr. om måneden plus moms.
Aktivt og levende
Kort før åbning af Dokk1 kunne huset præsentere en række nye lejere i form af erhvervsorganisationerne i Erhvervscentrum Århus, der i øjeblikket er nabo til Dokk1 i Pakhus 13.
Organisationerne forventer at flytte ind omkring årsskiftet, oplyser Bente Steffensen, direktør for Erhverv Aarhus.
»Dokk1 er virkelig blevet et aktivt og levende sted, som Aarhus kan være stolt af, og vi glæder os til at flytte ind, hvor vi kommer tættere på en lang række samarbejdspartnere,« siger hun.
Kommunens udlejning af lokaler i Dokk1 har tidligere været kritiseret som en urimelig konkurrence til byens private udlejere, og med Erhverv Centrums flytning mister ejeren af Pakhus 13, Jørn Tækker, et antal lejere.
Bente Steffensen ser dog ikke flytningen som usædvanlig.
»Vi gør det, som er bedst for Erhverv Aarhus, og sidste efterår spurgte vi vores medlemmer, om der var modstand mod en flytning til Dokk1, og det var der ikke,« siger Erhverv Aarhus-direktøren og tilføjer:
»Vi mener ikke, det er problematisk, og omvendt kunne vi jo også kritiseres for at støtte én bestemt privat udlejer ved at bo i Pakhus 13.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jørn Tækker.