Tyveknægte lukker Bispehavens Netto

Efter længere tid med varer, der bliver stjålet og hærværk, har Dansk Supermarked mistet tålmodigheden og lukker nu Netto på Ryhavevej i Hasle.

Artiklens øverste billede
Tyverier, svind og hærværk har fået Netto på Ryhavevej til at kaste håndklædet i ringen. Butikken lukker den 30. juni. Foto: Carsten Andreasen

Netto på Ryhavevej – klos op ad Bispehaven – lukker ved udgangen af juni. Årsagen er tyverier og hærværk, oplyser Dansk Supermarked, som ikke længere kan få butikken til at løbe rundt og nu har mistet tålmodigheden.

"Der er for meget svind, for meget tyveri og hærværk. Det er blevet en dårlig forretning at holde butikken åben, selvom kundegrundlaget i området er godt. Det er drønærgerligt, fordi vi gerne vil drive butik på stedet, men vi kan ikke forsvare, at andre kunder skal dække det tab, der er i butikken. Derfor er vi konkvente med at lukke urentable butikker," siger Mads Hvitved Grand, pressechef i Dansk Supermarked.

Tilbage i oktober 2013 kunne Jyllands-Posten fortælle, at supermarkederne omkring det sociale belastede boligområde Bispehaven, og især Netto var plaget af folk, der forsynede sig uden at betale.

Ifølge avisens oplysninger skete det dagligt, og i flere tilfælde vadede tyveknægte ud af butikken med fyldte kurve og vogne.

Dengang ønskede Mads Hvidtved Grand ikke at få i detaljer med omfanget af tyverierne fra butikken på Ryhavevej, men han siger nu:

"Problemerne har haft et stort omfang i ganske lang tid. Der har været forskellige udfordringer med butikken igennem nogle år, som er løst på forskellige måder. Der har bl.a. været en vagt ansat, men det er dyrt og har været med til at gøre regnestykket uholdbart."

Det er ifølge pressechefen meget sjældent, at en butik må lukke grundet tyveri og hærværk. På Sjælland findes en "håndfuld" butikker, der lukker kl. 20 i stedet for sædvanligt kl. 22 på grund af tyverier. Den tidlige lukning er forsøgt i butikken på Ryhavevej, men uden nogen stor effekt.

"Det er heldigvis et meget usædvanligt grundlag for at lukke en butik. Og så må man konstatere, at man kan lave en masse tiltag for at komme problemerne til livs, men så kan man ikke drive discount," siger Mads Hvidtved Grand.

Både hos den lokale boligforening og politiet bliver lukningen beklaget.

”Det er jo ærgerligt. Når en forretning i lokalområdet lukker, fordi omsætningen falder pga. nogle unge menneskers adfærd, så har det da en kæmpe negativ signalværdi. Det er ærgerligt for de mennesker, som bor der, at de mister deres nærmeste handelssted, som jeg har indtryk af, at rigtigt mange har brugt flittigt,” siger Allan Søstrøm, direktør for Østjysk Bolig, der står bag Bispehaven.

Han konstaterer, at en kerne bestående af 10 utilpassede unge og deres venner skaber problemerne ved Netto, hvor kunder, ifølge Allan Søstrøm, også har fået smadret bilruder på p-pladsen.

Boligdirektøren mener, at de unges forældre har svigtet, mens han roser myndighedernes arbejde:

”Man kan jo ikke overvåge og beskytte dem 24 timer i døgnet. Det er jo fysisk umuligt. De sociale myndigheder, politiet og vores samarbejdspartnere generelt har gjort et stort stykke arbejde for at beskytte Netto og de muligheder, der er for at handle dernede. Det kan man ikke rose dem nok for.”

Ifølge Leif Benny Christensen, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, leder af Lokalpolitiet i Aarhus har politiet gjort, hvad det kunne og har bl.a. haft et samarbejde og specialaftaler med Netto for at hjælpe supermarkedet så godt som muligt. Set med hans briller har der ikke været »meget med« Netto på det seneste, og politiet har ikke været i dialog med Dansk Supermarked omkring lukningen.

Han konstaterer, at det selvfølgelig er politiets opgave at gribe ind over for butikstyveri og hærværk ved Netto.

”Vi kan bare ikke være der altid, og der er unge, som er rigtig, rigtig svære at nå - også for os. Nogle kan vi kun nå ved at fængsle dem, og det skal der være et grundlag for,« understreger han og tilføjer:

”Vi forsøger at slå ned på den kriminalitet, de laver, men det fordrer, at vi kan opklare de ting, de begår bl.a. hos Netto og nå frem, når det sker, eller at overvågningen kan hjælpe os i en efterforskning. Det er uheldigt, at de lukker og synd for alle beboerne derude,” siger Leif Benny Christensen, der oplyser, at politiet er meget tilstede i området og også vil være det fremadrettet.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen