S siger ja til en ny lufthavn
Byrådet: Efter to ugers tænkepause siger Socialdemokratiets byrådsgruppe ja til at gå videre med planen om en ny lufthavn i Thomasminde. Også Venstre og Konservative støtter planen, der er på byrådets dagsorden onsdag.
Et bredt flertal i Aarhus Byråd er klar til at undersøge muligheden for at anlægge en ny lufthavn ved Thomasminde.
Det står klart, efter et socialdemokratisk gruppemøde tirsdag, hvor 11 ud af byrådsgruppens 13 medlemmer har besluttet at stemme ja til at undersøge muligheden for en flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde.
»Vores indstilling er, at vi ønsker at gå videre med at undersøge muligheden for en ny lufthavn. Det er afgørende, at Aarhus får bedre forbindelser, og det er et stort ønske hos erhvervslivet, universitetet og andre, som har tilkendegivet, at en bedre lufthavn er afgørende for udviklingen,” siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Meldingen kommer efter to ugers socialdemokratisk tænkepause, som blev sat i gang, efter at rådgivningsfirmaet Grontmij mandag den 18. maj fremlagde sin analyse af mulighederne for en ny lufthavn.
Pausen er blandt andet brugt på at diskutere lufthavnssagen internt i partiet, hvor skeptikerne har kunnet stille uddybende spørgsmål om lufthavnen.
To medlemmer af byrådsgruppen, Ango Winther og Lisbeth Lauersen, er uenige i beslutningen og vil stemme imod. Og det får de lov til.
”Vi har valgt at stille gruppen fri i denne sag, som vedrører et stort og vigtigt spørgsmål, men det er et stort flertal på 11 ud af 13 medlemmer, der står bag beslutningen,” siger Jacob Bundsgaard.
Sagen skal førstebehandles på et af byrådets møder i dag eller i morgen, og her vil der være to gange ja fra Venstre og Konservative til at gå videre med en nærmere analyse af Thomasminde som hjemsted for en ny lufthavn.
»Vi mener fortsat, at man skal arbejde videre med en nærmere analyse af Thomasminde og få afklaret, om Trafikstyrelsen og ministeren kan give tilladelse til en ny lufthavn. Og samtidig skal vi i gang med at få undersøgt, om der er investorer til en ny lufthavn,« siger V-leder Bünyamin Simsek.
Marc Perera Christensen, Konservative, siger:
»Vi anbefaler fortsat, at man arbejder videre med Thomasminde og desuden får sat en ordentlig og grundig proces i gang i forhold til at finde investorer til en ny lufthavn. Desuden skal vi have afklaret med luftfartsmyndighederne, hvad der kan lade sig gøre i Thomasminde,«
Byrådet træffer en endelig principbeslutning onsdag 17. juni.