»Vi vil ikke lægge os fast endnu«
De politiske reaktioner på lufthavnsanalysen er afventende blandt Aarhus-politikerne. S, V og K vil endnu ikke lægge sig fast på en placering. LA kræver mere analyse af Thomasminde, og SF tror ikke på økonomien i en ny lufthavn.
Den længe ventede lufthavnsanalyse i Aarhus udpeger Flensted som den foretrukne placering for en ny lufthavn og Thomasminde som nummer to. Men mandag aften efter præsentationen på Aarhus Rådhus ville politikerne i Aarhus ikke lægge sig fast på en favoritplacering.
»Nu vil vi først og fremmest tage hjem og læse rapporten rigtigt grundigt,og så vil vi drøfte både internt i S og med de andre partier og også med de andre kommuner, hvordan fremtidsperspektivet kommer til at se ud,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), der heller ikke vil skrinlægge den eksisterende lufthavn i Tirstrup.
Han tilføjer, at der er »forskellige sonderinger« med mulige investorer til en ny lufthavn.
»Men der er ikke nogle investorer, der har meldt ud i offentligheden, så den proces udestår selvfølgelig. Der vil jeg forvente, at det kræver en politisk afklaring, før man som investor vil gå ind i et projekt af den karakter. Der skal man vise, at man vil det, før pengene kommer.«
Jacob Bundsgaard forventer, at byrådet kan træffe en principbeslutning 17. juni.
Heller ikke Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek vil lægge sig fast på en foretrukken placering.
»Vi vil ikke udelukke den ene frem for den anden. For mig er det vigtigste at vi får en optimal placering i fht. at få én stor lufthavn, der kan betjene Jylland og i særdeles erhvervslivet i Østjylland,« siger Venstremanden, der mener, at Aarhus med analysen er kommet et skridt videre en afklaring.
»Det gode ved analysen er, at der er to konkrete placeringsmuligheder, hvor der kan placeres en ny storlufthavn i Jylland. De beregninger, der er lavet i fht. rentabilitet og investeringer osv., ser fornuftige ud, og det er fint, at vi i Aarhus i dialog med de andre byråd fortsætter med at være i arbejdstøjet for at få afklaret den videre proces.«
Den konservative Marc Perera Christensen glæder sig over analysen:
»Rapportens konklusioner er meget tilfredsstillende. Jeg er glad for, at den fastslår, at der er et potentiale for en bedre lufthavnsbetjening af Aarhus og Østjylland. Samtidig er prisen ikke afskrækkende,« siger han, der heller ikke har lagt sig fast på en placering og appellerer til, at politikerne nu tager sig den fornødne tid til at få de kommende investorer på plads:
»Vi vil ikke lægge os fast på den endelige placering nu. Det kræver et ordentligt og respektfuldt forløb med vores gode kollegaer i Skanderborg og Silkeborg kommuner. Det skal der være god plads til.«
Lars Boje Mathiesen, Liberal Alliance, er fortsat tilhænger af at flytte lufthavnen, men han er meget skeptisk over at træffe en beslutning på det nuværende grundlag:
»Det er simpelthen uansvarligt at bede os om at træffe en principiel beslutning, når der er en ubekendt variabel på 1 mia. kr., som kan resultere i, at den ene placering bliver 50 pct. dyrere,« siger han.
Han henviser til, at en placering i Thomasminde muligvis kan koste 1 mia. kr. til terræn- og miljøforhold ud over de 2 mia. kr., det vil koste at anlægge selve lufthavnen.
Lars Boje Mathiesen mener, at der må findes en afklaring på dette spørgsmål med Trafikstyrelsen, før der overhovedet kan træffes en beslutning på et oplyst grundlag. Derudover mener partiet, at der også skal være en tilkendegivelse om interesse fra Skanderborg og Silkeborg kommuner, før byrådet i Aarhus reelt kan træffe beslutning om, hvilken placering man skal arbejde videre med.
SF er modstander af en ny lufthavn, og politisk ordfører Jan Ravn Christensen mener, at analysen giver dødsstødet til en ny lufthavn i Thomasminde og i det hele taget tegner dystre perspektiver for planerne om en ny lufthavn:
»Det er meget, meget svært at forestille sig, at det kan være rentabelt at lave en ny lufthavn, og udgifterne til at etablere lufthavnen vil meget store i forhold til, hvad man kan forvente af passagergrundlag for en lufthavn.« Han hæfter sig ved, at alle scenarierne viser, at det mindst vil tage 15 år, inden der kan komme positiv økonomi på nogle af placeringerne.
»Der er en masse ting, der peger på, at det vil kræve en utrolig lang tidshorisont at få en positiv økonomi omkring sådan en lufthavn, og så er der nogle udfordringer i forbindelse med en Kattegatforbindelse, der også vil gøre økonomien dårligere.«
Lufthavnsanalysen kan læses i sin helhed på Aarhus Kommunes hjemmeside aarhus.dk.