»Jeg vil prøve at sprænge rammerne, ellers er jeg bange for, at skolerne dør«
Interview: Fortællingen om aftenskolen er gammeldags. Skolerne skal kendes for kreative løsninger på samfundsudfordringer som integration af flygtninge eller at skabe job til udsatte mennesker, mener leder i FO-Aarhus Torben Dreier.
Først kommer journalisten Puk Damsgaard hjem fra Nordafrika. Ikke længe efter ligger en lille folder i din postkasse. Den forklarer, hvordan du for kun 200 kr. kan møde den kendte krigskorrespondent, som vil fortælle om, hvor anderledes verden kan se ud. Det hele foregår i øvrigt torsdag aften på Læssøesgades Skole.
Ifølge skoleleder i FO-Aarhus, Torben Dreier, er ovenstående et godt eksempel på, hvordan mange danskere opfatter et aftenskoletilbud: Spændende arrangementer og undervisning med en foredragsholder eller en lærer i spidsen til relativt billige penge, fordi den kommunale folkeoplysningsstøtte betaler en god luns af løn og lokaler.
Men det tænkte eksempel risikerer også at gøre aftenskolerne til en museumsgenstand uden en fremtid, mener skolelederen.
»Skolerne har fået et lidt støvet image, hvor folk får aftenskolefoldere ind ad brevsprækken med kurser, der alle sammen ligner hinanden. Men det er den gamle idé om aftenskolen. Og når noget bliver, som det plejer, vil det helt automatisk blive udfordret af medier og politikere, som kræver, at man tager aktivt del i samfundet. Jeg vil prøve at sprænge rammerne, ellers er jeg bange for, at skolerne dør,« siger Torben Dreier.
Energi fra græsrodsniveau
Opråbet kommer ikke fra hr. hvem som helst. Torben Dreier er en af de mest velkendte ansigter i aftenskoleregi i Danmark og en person, der tages med på råd, når der laves ændringer i folkeoplysningsloven.
Da han for 33 år siden overtog skolelederposten i FO-Aarhus, var det en lukningstruet organisation med en gæld på en halv mio. kr. og en omsætning på ca. 1 mio. kr. om året.
Syv år tog det at barbere gælden væk, og i dag er FO-Aarhus ikke blot en af byens største, men landets største aftenskoleudbydere med 17.078 deltagere til 100.631 undervisningstimer i 2014.
Torben Dreiers vision er at genskabe aftenskolernes tidligere ry som et af samfundets forsøgslaboratorier, hvor der i begyndelsen af 1990’erne bl.a. blev eksperimenteret med undervisningsformer, som lagde grundstenene for daghøjskoler, VUC og tekniske skoler. Men potentialet er endnu større end undervisning, mener skolelederen.
»Vi skal give bud på, hvordan man løser nogle af de velfærds- og samfundsproblematikker, Danmark og Aarhus står overfor. Det bliver lidt aktivistisk, og den aktivisme ødelægger du, hvis man sætter en lærer i spidsen, som skal have 300 kr. i timen. Vi skal være motor for folk med noget på hjerte i relation til miljøet, kunst, ulandsforhold og andet, som får energi, fordi det bliver på græsrodsbasis. Det er spændende, at Puk kommer hjem fra Afrika, men vi skal være mere end det,« siger han.
Gnisten skal udvikles
Torben Dreiers argumenter og visioner kan virke som temmelig vidtgående definitioner af folkeoplysning. Men ifølge skolelederen selv rammer han plet.
»Folkeoplysning handler om at få folk til at involvere sig, åbne sig op for og spille sammen med samfundet. Grundtvig havde en idé om at udrydde den sorte skole og i stedet tage udgangspunkt i de værdier, folk har. Det gør vi ved at tage fat i og udvikle den gnist, som alle mennesker har,« siger han.
En fantastisk fortælling
Vi skal være motor for folk med noget på hjerte i relation til miljøet, kunst, ulandsforhold og andet, som får energi, fordi det bliver på græsrodsbasis.Torben Dreier, skoleleder i FO-Aarhus
Torben Dreiers ønske om at hjælpe med at løse samfundsopgaver har resulteret i en forkærlighed for socialøkonomiske virksomheder. De tjener penge på almindelige markedsvilkår og bruger overskuddet til at skabe positiv social forandring for samfundet. I naturlig forlængelse af skolelederens forkærlighed bliver FO-Aarhus beskrevet som en af disse på sin hjemmeside.
»Vi har en række tilbud til folk, man på forhånd har dømt ude af arbejdsmarkedet. Vi kan være med til at skabe arbejde med udgangspunkt i deres styrker og ressourcer. For nylig spillede et band, vi samarbejder med, bestående af sent udviklede personer i pausen under en Bakken Bears-kamp. Adskillige har nu bestilt dem til at spille til medarbejderfester osv. Det vil sige, at vi formåede at skabe job i en branche, der ikke fandtes i forvejen, og det er en fantastisk folkeoplysningsfortælling,« siger Torben Dreier.
Skal have ja-hat på
Fremadrettet håber skolelederen, at FO-Aarhus bliver mere involveret i at modtage de mange flygtninge, der kommer til byen. Derfor er en medarbejder ved at udarbejde ideer til, hvordan man kan skabe aktiviteter og arrangementer, hvor flygtninge og byens borgere kan møde hinanden.
»Det skaber en masse værdi for de nye borgere og for Aarhus. Jeg kunne godt tænke mig, at andre aftenskoler er mere med på sådanne ideer,« siger han.
For at sprede visionerne for en moderne fortælling om aftenskolerne var Torben Dreier sidste år med til at arrangere den første Aftenskolernes Pris.
»Jeg fik en sand guldgrube af ideer med hjem fra det arrangement. Kulturminister Marianne Jelved sagde til uddelingen, ”hvorfor skal jeg komme helt til Aarhus for at se, hvilke spændende projekter aftenskolerne rent faktisk har? Hvorfor har ingen sagt det til mig før?” Det slår på mange måder hovedet på sømmet. Aftenskolerne skal have ja-hatten på, når engagerede folk henvender sig med nogle fede ideer,« siger Torben Dreier.