Politikere har modtaget gratis buskort for 1,5 mio. kr.
Siden ordningen blev afskaffet i 2007, har Midttrafik uddelt yderligere 88 buskort i strid med reglerne.
Antallet af buskort givet gratis væk til tidligere politikere i Aarhus Kommune er mere end dobbelt så stort som først antaget.
For en uge tilbage kunne Metroxpress fortælle, at Midttrafik har udskrevet 60 buskort, som gav 19 nu forhenværende politikere gratis kørsel i de aarhusianske bybusser. Det tal har vist sig at være meget højere.
En ny aktindsigt i trafikselskabets praksis viser, at der er givet yderligere 88 årskort siden 2007, da ordningen blev afskaffet af Aarhus Byråd og Midttrafiks bestyrelse.
De i alt 148 buskort har en samlet værdi af 1.545.120 kr. og er uddelt til i alt 23 tidligere politikere, skriver avisen.
”Jeg kan ikke komme med nogen undskyldninger eller gode forklaringer. Det er i administrationen, der er sket en fejl. Det er sjusk, og det er manglende kontrol,” siger vicedirektør i Midttrafik Mette Julbo til Metroxpress.