Fortsæt til indhold
Aarhus

Mæglerkæde flytter hovedkontor til København

Ejendomsmæglerkæden ønsker at samle funktioner og komme tættere på kunder og samarbejdspartnere.

Henrik Grønvald

Nykredit Mægler A/S, som driver og udvikler Nykredits fire ejendomsmæglerkæder Nybolig, Estate, Nybolig Erhverv og Nybolig Landbrug, flytter sit hovedkvarter fra Aarhus til København.

Den 1. oktober flytter 20 medarbejdere til København, mens fem medarbejdere mister deres job i processen, oplyser direktør Lene Qvist.

»I foråret 2014 blev mæglerorganisationen gjort til en del af retailorganisationen i Nykredit. Det har gjort, at vi i forretningsudviklingen og markedsføringen vil arbejde lidt mere sammen og udnytte ressourcerne bedre. Og der vurderer vi det mest hensigtsmæssigt, at vi også fysisk sidder sammen,« fortæller Lene Qvist.

En etage i hovedkontoret på Åhave Parkvej bliver ledig, men Nykredits øvrige aktiviteter bliver i Aarhus. Udkørende medarbejdere, som besøger pengeinstitutter og mæglerforretninger i Jylland og på Fyn, vil også stadig være forankret lokalt.

Otte medarbejdere bliver

»Det er forretningsudviklingsressourcerne, som samles i København, mens der vil være otte medarbejdere tilbage, som tager sig af vores partnersamarbejde,« fortæller hun.

Samtidig med flytningen gennemfører Nykredit Mægler en justering af organisationen.

»Vi vil gerne have en mere enkel snitflade internt, så vi kun har én forretningsstøtteenhed fremadrettet, og så vil vi gerne opprioritere det digitale, fordi vi kan se, at det betyder rigtig meget for vores branche,« siger Lene Qvist.

Hun understreger, at det ikke er utilfredshed med forholdene i Aarhus, som er årsag til flytningen af hovedkontoret.

»Vi tror, vi kan gøre nogle ting anderledes, når vi sidder i København. Alle brancheaktiviteter foregår i København, og vi ønsker at rykke tættere på vores kunder og samarbejdspartnere.«

Samtidig er Nybolig i færd med at outsource al it-support til en leverandør i hovedstadsområdet.

»Vi er gået fra at have et egenudviklet it-system til i dag at operere i et standardsystem, så det har været en rejse, hvor det her er den sidste mellemlanding, inden vi er i mål,« siger Lene Qvist.

Artiklens emner
Nybolig