Fortsæt til indhold
Aarhus

Karin Salling: Vi er kede af det

Næstformand i Sallingfondene Karin Salling har forståelse for, at tidligere medarbejdere føler sig forfordelt efter udbetalingen af gratialer.

Henrik Grønvald

Næstformand i Salling-fondene Karin Salling beklager dybt, at udbetalingen af gratialer for 35 mio. kr. fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond er endt med stor utilfredshed hos en gruppe tidligere og nuværende ansatte.

»Det er ikke den måde, vi ønsker tingene gjort på,« siger Karin Salling.

Købmand Ferdinand Sallings Mindefond blev stiftet i 1957 med en formålsbestemmelse om, at en mindre del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejderne. Fundatsen blev dog ændret i 1959, da bestemmelsen om medarbejdergratialer udgik.

I mange år blev fondens midler udbetalt i henhold til ændringen, men i 2013 anfægtede Civilstyrelsen lovligheden af den praksis.

Årsagen er, at der tilsyneladende ikke findes dokumentation for, at ændringen i 1959 blev godkendt af Justitsministeriet. Derfor er mindefondens formål nu blevet ændret, så halvdelen af fondens overskud fremover vil tilfalde medarbejdere i F. Salling A/S, F. Salling Holding A/S og Dansk Supermarked A/S.

»Uretfærdigt«

Gratialerne udbetales denne gang til medarbejdere, som har været ansat i en ubrudt periode på fem år i 2003-2007 og 2008-2012. Det har tidligere medarbejdere været utilfredse med – bl.a. en medarbejder, som har været ansat i mere end 40 år.

»Det er noget af det mest uretfærdige, jeg har været med til. Den periode, jeg fik for, gav ingenting. Jeg tror, jeg fik 2.100 kr., fordi jeg manglede et halvt år i at få det beløb, som gav noget. Og nogle manglede kun en måned,« fortæller kvinden, som ikke ønsker sit navn i avisen.

Hun er også utilfreds med, at fordelingen er sket i forhold til lønniveau.

Bestyrelse trækker sig

»Bitterhed kommer man ikke langt med, men jeg synes måden, hvorpå det er chefer med høj løn, som scorer det store, er forkert. Det skulle være de menige medarbejdere, som har arbejdet meget, som skulle have,« siger hun.

Sallings Seniorklub har generalforsamling i dag, og bestyrelsen ventes at trække sig i utilfredshed med fordelingen.

Næstformand i Salling-fondene Karin Salling understreger, at hun heller ikke finder fordelingen tilfredsstillende.

»Vi er kede af det, for der er også folk, som vi stadig har ansat, som ikke har fået noget, fordi det ikke passer ind i Civilstyrelsens fordelingsmodel. Vi har på alle måder forsøgt at komme uden om og gøre det så godt som muligt for alle, men vi har ikke måttet. Derfor har vi gjort det efter forskrifterne, og styrelsen har bestemt datoer, perioder og det hele 100 pct.,« forklarer Karin Salling.

Hun oplyser, at hun ikke kender antallet af medarbejdere, som har fået udbetalt gratiale, og hvor store beløb der er tale om.

»Jeg ved ikke, hvor mange penge de enkelte har fået, men jeg ved, at nogle har fået meget, og nogle har fået lidt. Det ligger mig meget på sinde at få sagt, at vi virkelig har gjort alt for, at det ikke skulle være sådan,« siger Karin Salling, som også undrer sig over, hvorfor Civilstyrelsen pludselig begynder at kigge på lovligheden af en fundats fra 1959.

»Jeg kan ikke forstå det. Nu har man godkendt fonden, som den var, i så mange år, og så kommer man og ændrer på det.«