Fortsæt til indhold
Aarhus

Ejendomsmæglere skummer fløden

Boliger: Stigende boligpriser og flere salg end længe har smittet positivt af på ejendomsmæglerbranchen.

Mick Kristensen

I 2014 steg boligpriserne på realiserede handler gennemsnitligt med næsten 10 pct. i Aarhus Kommune, og samtidig nåede antallet af solgte boliger i kommunen sit højeste niveau siden 2005.

Det viser tal fra Realkreditrådets boligmarkedsstatistik og Danmarks Statistik.

Sådan et spirende boligmarked har naturligvis nogle afledte effekter, og én af dem er, at Aarhus’ ejendomsmæglere har gode tider.

»Vores omsætning steg med 17 pct. i 2014, vi ansatte 15 flere medarbejdere, og for første gang i det her årtusinde har vi udvidet forretningen i Aarhus, da vi har åbnet butikker i Lystrup og Tilst. Boligmarkedet er bare godt for os ejendomsmæglere lige nu,« siger Annette Rønne, ejendomsmægler og indehaver af 10 Homebutikker i Aarhus, herunder de to nye i Lystrup og Tilst.

For andet år i træk blev Danbolig Aarhus City i 2014 den ejendomsmæglerbutik, der solgte flest boliger, og det har været medvirkende til, at de seneste par år har sat rekord rent omsætningsmæssigt for butikken. Kristian Voldsgaard, ejendomsmægler og indehaver af Danbolig Aarhus City, vil dog af konkurrencemæssige hensyn ikke afsløre tal for omsætningen.

»Jeg har aldrig oplevet før, at alle faktorer bare går i den rigtige retning på det aarhusianske boligmarked. Renten er lav, der laves mange nye projekter, tilliden til markedet er stor, og Aarhus vækster befolkningsmæssigt,« siger han.

Det spirende boligmarked har ført til fem flere medarbejdere hos Danbolig Aarhus City.

Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening, der har 90 pct. af landets ejendomsmæglere som medlemmer, fortæller, at succesen i Aarhus ikke er dækkende for resten af landet.

»Omsætningen er lige nu høj i de store byer som København og Aarhus, mens det slet ikke gør sig gældende på samme måde i resten af landet. Der er boligmarkedet ikke helt ligeså positivt endnu,« siger han.

Selvom ejendomsmæglerne i Aarhus tjener flere penge, er det dog ikke ensbetydende med, at det hele er en dans på roser, forklarer Johan Nairn, ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Bruuns Bro:

»Ejendomsmæglere arbejder mere for pengene, end vi gjorde tidligere. Vi har ofte lange arbejdsdage, fordi det er blevet nødvendigt, hvis man vil have succes i branchen.«