Fortsæt til indhold
Aarhus

Sku’ ikk’ ha’ gået til Louis Nielsen

Erik Villads Jensen fra Højbjerg ærgrer sig over, at han tog imod Louis Nielsens tilbud om en sundshedstest.

Henrik Grønvald

Erik Villads Jensen fra Højbjerg havde ingen idé om, at der skulle være noget galt med hans øjne, da han tidligere på måneden gik til optiker hos Louis Nielsen i Aarhus. Han skulle bare have et par nye læsebriller, fortæller han.

»Så tilbød optikeren mig en gratis synsprøve. Han havde fået noget nyt udstyr, kunne jeg forstå. Jeg fik et mål til briller, og så tog han et farvebillede af mine øjne, som han kiggede på,« fortæller Erik Villads Jensen, som ikke forventede, at billedet ville vise noget foruroligende.

»Men så skrev han en henvisning til en øjenlæge, fordi han mente, at jeg skulle kigges efter. I henvisningen stod der noget med, at jeg havde punktformede, mørke, sorte pletter – blødninger?«

Den formulering gjorde den 70-årige mand nervøs.

Pressede på

»Det var ikke noget, jeg bare kunne trække på skulderen af, så jeg ringede rundt til flere øjenlæger. Det var ikke til at komme til, selv om jeg pressede på. Flere sagde, at jeg kunne tage den med ro, hvis det var fra Louis Nielsen, men jeg ville jo alligevel gerne have det afklaret,« fortæller han.

Erik Villads Jensen fik efter nogle dage en mulighed for at komme til øjenlæge på et afbud. Undersøgelsen viste, at det var aldersbetinget pigmentering, som ikke har nogen indflydelse på synet.

»Det var da en lettelse at få den besked, men jeg blev ærlig talt lidt sur. Hvis optikeren ikke har forstand på det udstyr, som han har, skulle han lade være med at lave sådan noget,« siger han.

Louis Nielsen angiver selv at have fundet øjensygdomme hos 20-25 kunder og har opfordret Jyllands-Posten til at tale med en af dem – falckredder Henning Hansen fra Haderslev.

»Meget taknemmelig«

Henning Hansen oplyser, at han fik målt et for højt tryk i øjnene, da han skulle have nye briller.

»Jeg gik direkte til øjenlæge, og efter to timer var jeg i behandling for grøn stær. Jeg havde dog mistet 20 pct. af synet på det ene øje, men det kunne være blevet endnu værre, så jeg er meget taknemmelig og glad for, at jeg gik til Louis Nielsen.«

»Det kan godt være, at Louis Nielsen sender 100 til øjenlæge, men hvis to får reddet deres syn, er det godt. Jeg har mit syn og har kunnet beholde mit erhvervskørekort, så jeg kan beholde mit arbejde,« fortæller han.