Fortsæt til indhold
Aarhus

Supermarkeder plages af massetyverier

Tyveri: Både i udkanten og i den centrale del af Aarhus er der en stigende tendens til organiseret tyveri i supermarkeder.

Mick Kristensen

En ny og ubehagelig tendens har bredt sig i Aarhus.

Massetyveri sker for øjnene af chokerede medarbejdere i byens supermarkeder.

Oftest foregår tyverierne sådan, at en gruppe personer parkerer en bil uden for et supermarked, går ind i supermarkedet, tager en indkøbsvogn, fylder den op med varer og truer supermarkedets personale til at lade dem spadsere ud af supermarkedet med varerne uden at betale.

Sådan beskriver Morten Daugaard, politikommissær og leder af forebyggelsessektionen ved Østjyllands Politi, det problem, der lige nu hærger de aarhusianske supermarkeder på tværs af bydele og kæder.

»Der er problemer med disse tyverier i hele byen, og det har udviklet sig inden for det seneste år. Jeg er samtidig sikker på, at vi kun ser toppen af isbjerget, for der er en masse tyverier, vi aldrig hører om, fordi de ikke er blevet opdaget, eller fordi personalet er bange for at anmelde det,«

siger han.

For nylig holdt Østjyllands Politi et møde med 35 butikschefer fra supermarkeder beliggende rundt omkring i Aarhus. På mødet blev problemet omkring butikstyverierne diskuteret, ligesom det blev aftalt, at supermarkederne skulle begynde at dele erfaringer med hinanden om, hvordan man prøver at dæmme op for tyverierne.

Et af de supermarkeder, der er hårdt plaget, er Fakta i Stavtrup, der ligger i den sydvestlige del af Aarhus.

Flere gange om ugen

Ifølge Dan Normann Andersen, Fakta-butikkens chef, er supermarkedet ramt af den samme type tyveknægte flere gange om ugen, og det er blot eskaleret gennem det seneste år.

»Disse tyve har truet vores personale, som ikke længere tør gøre noget, når tyvene kommer ind i butikken typisk i aftentimerne. Vores personale er utryg, og tyvene skræmmer kunderne væk. Det er et kæmpe problem,« siger han og vurderer, at hver eneste gang, tyvene fylder en indkøbsvogn, er der varer for op mod 3.000 kr.

Tæt på Fakta i Stavtrup ligger en Rema 1000, og her har man helt opgivet at anmelde de mange tyverier til politiet.

Tyverierne er da også svære at efterforske, forklarer Morten Daugaard fra Østjyllands Politi.

»Det er ikke altid, at vi kan se på overvågningsbillederne, hvad der bliver stjålet, og hvem personerne er. Derfor er det svært at opklare disse forbrydelser. Men vi har dog en god fornemmelse af den persongruppe, der begår tyverierne, og vi har også sigtet flere,« siger han med henvisning til, at en gruppe unge fra Tilst er blevet sigtet. Side 3