Fortsæt til indhold
Aarhus

Benzindosis til fartdjævle

Denne weekend er der motorcykeludstilling i Aarhus, hvor man kan gå på jagt efter nye modeller fra en lang række af forhandlere.

Katrine Holler

Der er dømt fart over feltet og lækkert maskineri på to hjul denne weekend, hvor der er motorcykeludstilling i Marselisborghallen.

Her kan man weekenden igennem gå på opdagelse i udbuddet af motorcykler fra producenter som Ducati, Harley-Davidson, Honda, Kawasaki m.fl. Alt i alt samler messen samtlige motorcykelmærker, der forhandles i Danmark.

»Det bliver en ægte udstilling, hvilket betyder, at der er nok at se på, men intet at købe. Altså udstilling i ordets egentlige forstand,« skriver arrangøren www.123motor.dk og magacin.dk om arrangementet.

Alt under ét tag

Og interesserer man sig for motorcykler, kan man ikke komme uden om Marselisborghallen denne weekend, lyder det fra salgschef i Magacin Knud Andreasen.

»Det er et scoop, at det er lykkedes at samle hele udbuddet af motorcykler i Danmark under ét tag. Det har været en mangelvare i Danmark igennem flere år,« oplyser Knud Andreasen.

Derudover er der ifølge Knud Andreasen flere spændende nyheder, som kan friste enhver entusiast.

»Vi har helt nye modeller fra bl.a. Suzuki og Yamaha, der bliver fløjet ind i anledning af udstillingen. Det er modeller, der endnu ikke er hos forhandlerne,« siger han.

Udover de forskellige motorcykler vil man også kunne se nærmere på udbuddet af tilbehør, motorcykelrejser, forsikringer m.m.

Messen har åbent fra kl. 9 til 18 lørdag og kl. 10 til 15 søndag. Indgangsbilletterne koster 75 kr., mens man kan komme ind for 50 kr., hvis man er på messen efter kl. 16 lørdag og efter kl. 14 søndag.

Information om motorcykelmessen kan findes på Facebook-siden Dansk Motorcykeludstilling 2015.