Et billede af tiderne
Udstilling: Indiske Ripudaman Singh er operationel chef i en biotekvirksomhed. Hans hobby er at koble fortid og nutid i Aarhus i fotografier, som nu udstilles i musikhuset.
Ripudaman Singh kan stadig føle den. Ydmygheden, når han stod og tog billeder af en plet i Aarhus med sit kamera i den ene hånd, mens han i den anden hånd havde sin tablet med et 90-100 år gammelt foto på skærmen.
»Det var en særlig følelse at stå der, hvor der for mange år siden stod en anden fotograf og tog det samme billede,« siger han.
Han har gjort det til sin hobby at smelte gamle og nye fotos sammen for at vise, hvordan byen har ændret sig gennem tiden. Det er blevet til nogle stykker, så tirsdag åbner han en udstilling i musikhuset med 30 af sine fotos.
Fotografering er ellers ikke hans speciale. Han er uddannet i human genetik og arbejder lige nu som operationel chef i Arcedi Biotech, som har lejet sig ind i nogle laboratorier på Skejby Sygehus og er tæt på at finde ud af, hvordan man kan erstatte moderkagebiopsier og fostervandsprøver med blodprøver fra moderen.
Lykkelig i en lykkelig by
Det er 14 år siden, at den nu 39-årige Ripudaman Singh ankom til Aarhus for at færdiggøre en ph.d. på Aarhus Universitet. Han afsluttede den i 2006, fik derefter arbejde i nogle private firmaer og supplerede uddannelsen med en MBA på handelshøjskolen.
Gennem alle årene har han nydt at gå rundt i Aarhus og har fuld forståelse for, at byen af National Geographic er udnævnt til en af verdens 10 lykkeligste byer. Han er selv lykkelig – mødte sin italienske hustru her for nogle år siden. Hun var i byen for bl.a. at studere skandinavisk litteratur. Sammen har de nu tre børn på halvandet, fire og seks år og danner i sandhed en international familie. Ægtefællerne taler engelsk sammen, hun taler italiensk med børnene, han punjabi, mens børnene indbyrdes taler dansk, fortæller han.
Han har altid været glad for at fotografere, og da han en dag så et foto fra New York, hvor fotografen havde mikset et gammelt foto med et nyt, tænkte han, at han måtte kunne gøre den kunst efter.
Med hjælp fra Lokalhistorie på Hovedbiblioteket og Den Gamle By fik han fat på nogle gamle fotos. Derpå opsøgte han stederne, stillede sig på samme måde som fotografen dengang og har arbejdet med kompositionen, så der er en forbindelse mellem de to fotos. Folk fra fortid og nutid, der kigger på hinanden f.eks.
Drømmen er at samle fotografierne i en bog og på den måde fortælle om byens historie. Men nu vil han først se, hvad byens borgere siger til hans fotos. Udstillingen er åben den 3. februar til den 26. marts. Man kan læse mere på timetravelaarhus.com.