Flertal for at genåbne sagen om Pakhus 27
Hvis Pakhus 27 bliver stående, betyder det, at hele aftalen skal genforhandles, lyder det fra Realdania, der har skudt 700 mio. kr. i havneprojektet.
SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten er nu fortalere for at genåbne en byrådsbeslutning fra 2010, som bl.a. betyder, at Pakhus 27 på Aarhus havn skal rives ned.
Dermed er der flertal i byrådet for, at aftalen om den nye havneplads mellem Navitas og Dokk1 genåbnes. Det viser en rundringning, som JP Aarhus har foretaget.
»Det nye i situationen er, at beslutningen er tæt på at blive til virkelighed. Først nu kan vi vurdere, hvordan pladsen kommer til at se ud med de andre omkringliggende bygninger. Og når bulldozerne først har været der, kan vi ikke omgøre beslutningen,« siger byrådsmedlem for Venstre Gert Bjerregaard.
Tidligere har rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) givet modstridende meldinger i sagen. I oktober måned var rådmanden villig til at se på mulighederne for at bevare huset. Men den 11. november kom det frem, at rådmanden alligevel mente, at byrådets beslutning ikke skulle omgøres. Et synspunkt han cementerede mandag aften i TV2 Østjylland.
De seks partier opfordrer alle Kristian Würtz til en ny forhandling. Bygningen har historisk værdi, og hvis den kan tænkes ind i den nye plads, så både udsyn til vand og stilen bevares, er det værd at undersøge mulighederne for en forsøgsperiode, mener partierne nu.
Nej til store åbne pladser
Ligesom Venstre har SF haft svært ved at vurdere, hvordan pladsen egentlig kom til at se ud – kun med udgangspunkt i arkitekttegningerne og modellerne. Derfor opfordrer Jan Ravn Christensen (SF) til, at man genovervejer beslutningen om en stor, åben plads »på størrelse med tre gange Store Torv«.
Byrådsmedlem for De Konservative Marc Perera Christensen siger, at det ikke er et særsyn, at politikere skifter holdning. Han henviser til beslutningen om at bevare Latinerkvarteret i 1960’erne. Først var det besluttet, at store dele af kvarteret skulle jævnes med jorden, men med daværende borgmester Bernhardt Jensen (S) i spidsen ændrede byrådet kurs og sikrede, at kvarteret fremstår, som det gør i dag.
Realdania kræver ny aftale
De nye signaler fra partierne er ikke gået ubemærket hen hos Realdania, der som partner med Aarhus Kommune har indvilget i at skyde omtrent 700 mio. kr. i projektet omkring pladsen, hvor Pakhus 27 ligger.
»Vi har en klokkeklar partnerskabsaftale i et meget præcist formuleret dokument. Hvis Pakhus 27 pludselig skal blive stående, betyder det, at vi skal genforhandle hele aftalen,« siger adm. direktør for Realdania, Hans Peter Svendler Nielsen.
Alle seks partier understreger vigtigheden af at inddrage Realdania i beslutningen, hvis Pakhus 27 skal bevares.
Anne Nygaard, byrådsmedlem for De Radikale, siger, at partiet ikke har skiftet holdning og henviser til byrådsbeslutningen fra 2010.