Fortsæt til indhold
Aarhus

Overskud og underskud

Århus Håndbold: Ligaklubben præsenterer millionoverskud, men det skyldes kun eftergivelse af ansvarlige lån for knap 6 mio. kroner. Driften hænger stadig ikke sammen.

Mikkel Hemmer-Hansen

På bundlinjen ser det godt ud for Århus Håndbold, der netop har offentliggjort årsregnskabet for sæsonen 2013/14.

Regnskabet viser et svimlende overskud på 3,9 mio. kr.

Det store millionoverskud skyldes dog, at der i løbet af regnskabsåret er blevet eftergivet ansvarlige lån for 5,77 mio. kr. Det er bogført som indtægter.

Det er penge, som i en årrække er blevet skudt ind i klubben for at dække underskud. Pengene er blevet givet som ansvarlige lån, men da pengene reelt er tabt, brugt og borte for længe, har långiverne sagt ja til at rive gældsbeviserne over.

Det giver klubben et stort overskud på papiret, men reelt kører klubben med millionunderskud på den løbende drift. I 2013/14 var der således et driftsunderskud på 1,8 mio. kr.

»Årets resultat anses for mindre utilfredsstillende,« lyder konklusionen i årsregnskabet.

Året før, i sæsonen 2012/13, var underskuddet på 2,37 mio. kr., så der er altså tale om en mindre forbedring.

»På papiret kommer vi ud med et regnskab med et stort overskud. På det rigtige driftsregnskab har vi forbedret os lidt, men vi har hele tiden vidst, at det ville give et underskud,« siger Henrik Lundorff, der er direktør for Århus Håndbold.

Den sjove halvdel

Århus Håndbold har i en årrække kørt med underskud. Det er ikke lykkedes at skabe balance imellem sponsorindtægter og lønninger.

»Det ville faktisk være rimeligt simpelt at skabe balance imellem udgifter og indtægter. Så skal vi bare skære kraftigt i spillertruppen. Men det giver ingen mening, fordi så kan vi ikke spille med i den sjove halvdel af ligaen,« siger Henrik Lundorff.

Klubben har fået lov til at køre med underskud, fordi den har været begunstiget af en velhavende ejerkreds, der løbende har lukket huller.

Det er flere fra denne ejerkreds, der har sagt ja til at rive gældsbeviserne over. Som noget nyt valgte ejerkredsen desuden i foråret at give en garanti om at skyde ny kapital ind og desuden dække eventuelle underskud fremadrettet.

»Selskabets kapitalberedskab og driftslikviditet er på nuværende tidspunkt sikret 12 måneder frem, idet investorer understøtter selskabet dels i form af ansvarlig lånekapital, men der er også afgivet en skriftlig garanti om underskudsdækning for regnskabsårene 2013/14, 2014/15 og 2015/2016,« står der i regnskabet.

Det er en ny situation for Århus Håndbold at have en solid egenkapital på plads. I de seneste to sæsoner er selskabet, i umiddelbar forlængelse af regnskabet offentliggørelse, blevet overflyttet til Dansk Håndbold Forbunds liste over klubber, der ikke må skrive kontrakter, fordi egenkapitalen var for lille. Det sker ikke denne gang, fordi investorerne allerede har pengene på plads. Klubben kan skrive kontrakter, når den vil, og det glæder direktøren.

Unødige spørgsmål

»Vi har ikke været i økonomiske problemer de seneste år, selv om vi har været på den sorte liste. Vi har hele tiden haft lovning på, at pengene ville komme, så det har været regnskabsteknisk, at vi kom på listen. Men det har været dumt at stå på den liste, og det har givet anledning til unødige spørgsmål og forkert fokus. Det slipper vi for nu,« siger Henrik Lundorff.

Investorernes garanti for at holde driften kørende i de kommende sæsoner har betydet noget både økonomisk og sportsligt.

»Det giver en ro, og det betyder, at det er lettere at sælge sponsorater, fordi der er et fremadrettet perspektiv og styr på økonomien i flere år frem,« siger direktøren.

Rent sportsligt betyder den økonomiske sikkerhed, at der kan skrives kontrakter hele året. Klubben har eksempelvis netop forlænget med bagspilleren Rune Ohm, og flere følger snart efter, fortæller direktøren.

»Vi er bedre stillet nu. Vi forsøger at lave en langsigtet plan med længere kontrakter, så vi ikke skal bygge et helt nyt hold op i hver eneste sæson,« siger Henrik Lundorff.