Fortsæt til indhold
Aarhus

»Den er et højdepunkt i min karriere«

Skovkunst: Træskulpturen ”Tanden” er væltet, 21 år efter den blev opført. Der er dog en idé med skulpturens fald, forklarer manden bag.

Mick Kristensen

Siden 1993 har træskulpturen ”Tanden” prydet området ved Fløjstrup Strand i den sydlige del af Aarhus.

Men nu er den 12 m høje træskulptur faldet efter at have betaget aarhusianere og andre i 21 år. Manden bag skulpturen, den prisbelønnede aarhusianske billedhugger Jørn Rønnau, var i går for første gang selv ude at se ”Tanden”, siden den er væltet, og han er såmænd overrasket over, at det først er nu, det er sket.

Udsat træ

»Den skulptur har hele tiden været udsat, fordi den stod så skævt. Allerede dengang jeg lavede den, var træet ved at vælte. Men heldigvis fik vi stabiliseret det,« siger Jørn Rønnau.

Den imponerende træskulptur blev lavet med en motorsav og er en del af projektet Skovkunst, der er en træskulptur-serie rundt i og omkring Aarhus. Faktisk var det den første serie af træskulpturer, som Jørn Rønnau lavede. Alle skulpturerne har det til fælles, at de er lavet af træer ”på roden” og ikke er placeret de steder, hvor de står. Mange af seriens værker er i dag rådnet op, og derfor var ”Tanden” en af de få tilbageværende skulpturer fra projektet.

Stolt kunstner

»Den er et højdepunkt i min karriere, og jeg er meget stolt af at have lavet den. Man kan godt sige, at den var et slags vartegn for mig som kunstner, og den er da også på mit visitkort,« siger Jørn Rønnau.

Titlen ”Tanden”, der er lavet ud af et egetræ, refererer til narhvalens tand, som man i gamle dage troede var enhjørningens horn. Derfor har Jørn Rønnau også hele tiden haft en idé med skulpturen.

Jørn Rønnaus træskulptur ”Tanden” fra 1993, som den så ud, inden den væltede. Den 12 m høje skulptur er skabt på roden af en eg og forestiller en mellemting mellem et enhjørningehorn og en narhvaltand. Foto: Jørn Rønnau

»Den repræsenterer balancen mellem skov og hav. Enhjørningen hører til i skoven, og narhvalen hører til i havet. Idéen har været, at mens skulpturen stod op, var den enhjørningens horn, og når den engang ville falde, blev den til narhvalens tand. Nu er mit håb, at den ville flyde rundt i havet og måske komme i land et andet sted,« siger han og forklarer, at han ikke er bedrøvet over, at skulpturen er faldet, fordi han netop havde regnet med, at det ville ske.

Prisbelønnet

Jørn Rønnau har igennem mere end 40 år lavet adskillige kunstudstillinger, flere af dem rundt omkring i verden, ligesom han også havde et værk ved Sculpture by the Sea i Aarhus i 2009. Han er desuden blevet belønnet med mange priser og udmærkelser, heriblandt fra Norsk Kulturråd, Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og Kulturministeriet.

Den aarhusianske billedhugger er netop hjemvendt fra USA, hvor han har lavet et nyt hovedværk i en skulpturpark i staten Montana, der er kendt for sine mange og store skove. I år er det også blevet til udsmykningsopgaver for Randers Kommune og Aarhus Golf Club, og til foråret skal han lave en skulptur i norske Kristiansand.

Men Jørn Rønnau vil også meget gerne have flere gentænkte projekter, heriblandt en nytænkning af den offentlige skulpturpark Krakamarken, med i kulturhovedstadsåret, der som bekendt afvikles i 2017. Jørn Rønnau forklarer dog, at han ikke har haft meget held med at trænge igennem til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.