Uåbnet restaurant skydeskive for vrede vegetarer
De fleste borde til åbningsweekenden er allerede booket, men på internettet er der delte meninger om en ny restaurant, der åbner på Skolegade i Aarhus den 15. august.
Det lader til at være enten-eller med spisestedet KöD i Aarhus.
Selv om restauranten først åbner den 15. august og stadig har til gode at præsentere en menu, så har mere end 200 mennesker allerede været inde på dens Facebook-side for at bedømme den på en skala fra 1 til 5.
Karakterne i midten er dog nærmest ikke blevet brugt. Enten hader eller elsker brugerne af det sociale medie restauranten, hvilket også kommer til udtryk i kommentarfeltet:
"Jeg kan ikke bifalde, at I åbner en restaurant med fokus på døde dyr. Det er uetisk at dræbe sansende væsener, animalsk protein skader sundheden og er enormt ressourcekrævende," skriver en kvinde eksempelvis og kvitterer med et 1-tal.
Navn har trigger-effekt
Hos holdet bag restauranten undrer man sig over den negative opmærksomhed, som primært kommer fra anti-kød fronten.
"Jeg skulle ikke mene, at vi er anderledes end alle andre restauranter, der serverer kød. Vi er i hver fald ikke de første til at gøre det," siger Morten Pedersen, der er en del KöD-teamet.
"Men vi har måske et navn, der springer mere i øjnene end andre, og jeg tror, at det er det, der 'trigger' folk."
Ikke kun kød på menuen
Man skal dog ikke lade sig snyde af navnet. Restauranten kommer til at servere andet end bare kød, og der bliver tilmed mulighed for at spise vegetarisk, fastslår Morten Pedersen.
"Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi på den måde bliver groft kritiseret og tilsvinet. Det er nogle hårde ord, som folk bruger. Men hvis det er sådan, de går til værks, så får de travlt med slagtere, supermarkeder og alle mulige andre restauranter, der serverer kød," siger han.
"Når det er sagt, tager vi situationen med oprejst pande. Vegetarer er jo ikke ligefrem vores målgruppe, kan man sige."