Fortsæt til indhold
Aarhus

Herrebøffer endte i ligestillingsnævn

Den Lille Kro i Aarhus blev indberettet til Ligebehandlingsnævnet for at skelne mellem dame- og herreportioner. Restaurantejeren troede, at det var en joke.

Lars Dalsgaard

Valget står mellem en dameportion på 250 gram og en herreportion 350 gram, når man bestiller peberbøffer på Den Lille Kro i Aarhus.

Selv om betegnelserne ikke udelukker en kvinde fra at bestille en herreportion eller omvendt, fik de i oktober 2013 en mandlig kunde til at indberette restauranten til Ligebehandlingsnævnet.

Et halvt år senere er sagen færdigbehandlet, og restaurantejer Daniel Hansen kan igen føle sig tryg ved tanken om, at han fortsat har myndighed til at stille dame- og herrebøffer på tallerkenen.

Troede det var en joke

Daniel Hansen havde dog aldrig drømt om, at betegnelserne skulle føre til en sag om kønsdiskrimination, og da han først modtog stævningen, troede han, at det var en joke.

"Men det var det ikke. Ligestillingsnævnet ringede til mig og sagde, at det var noget, jeg skulle tage seriøst, og at jeg blev nødt til at kommentere på sagen og forsvare den," siger han.

Restaurantejeren ærgrer sig over sagen, som han har brugt meget tid på, men tager ellers sagsbehandlingsprocessen som en oplevelse.

"Jeg bestiller selv en damebøf, når jeg spiser her, men der skal også være noget til grovædderne," siger Daniel Hansen.

En usædvanlig klage

Klager over betegnelser som dame- og herreportioner på restauranter hører til sjældenhederne, oplyser Susanne Fischer, der er chefkonsulent ved Ligebehandlingsnævnet.

"Vi modtager en del henvendelser om prisfastsættelse baseret på køn, men jeg mindes ikke, at nævnet før har behandlet en sag som denne," siger Susanne Fischer.

Det tætteste, man kommer på en lignende sag, var da Ligebehandlingsnævnet i 2009 kom frem til, at det var i strid med ligestillingsloven, da en kroejer tilbød kvinder rabat på julebuffeten med den begrundelse, at mænd spiser og drikker mere end kvinder.