Ni arkitekter skal tegne ny bydel
Tækker Group har indbudt ni arkitektvirksomheder til at tegne en ny Aarhus-bydel, der med tiden skal være hjem for 10-15.000 mennesker.
På et stort landbrugsareal nord for Terp og syd for Elev vil der om nogle år ligge en by med 10-15.000 indbyggere, men før kraner og gravkøer kan rykke ind på de vindblæste marker vest for Lystrup, skal stregerne til byen tegnes.
Den opgave har aarhusianske Tækker Group, der står i spidsen for projektet, sat ni arkitektfirmaer til at udføre. De er blevet tildelt hver sit byggeområde og kan nu påbegynde arbejdet med at tegne.
»Vi har et opstartsmøde midt i maj, og så skulle de første skitser gerne ligge klar, inden det bliver sommerferie,« siger Jørn Tækker, direktør for Tækker Group.
Næste skridt er udarbejdelsen af en lokalplan med udgangspunkt i arkitektfirmaernes tegninger.
De udvalgte arkitektteams er Dorte Mandrup Arkitekter, Bjarke Ingels Group, JDS, Cebra, Aart Architects, Friis & Moltke, Henning Larsen Architects, C.F. Møller og Hune & Elkjær sammen med Loop Architects.
Navnet er Nye
Navnet på den nye by er Nye, og Jørn Tækker forventer, at de første byggerier vil stå klar til indflytning ved udgangen af 2016, samtidig med at letbanen, der får et stop i byen, begynder at køre.
»Det er vigtigt for os, at vi har den offentlige transport i form af letbanen for at starte et ordentligt kundegrundlag op,« siger Jørn Tækker.
Den arkitektoniske ambition for projektet er at kombinere det bedste fra den tætte midtby med det bedste fra forstaden. Nye skal være en grøn by med et aktivt byliv.
Postnummer 8200
Først var det på tale at lægge Nye ind under postnummeret 8520 Lystrup, men efter en borgerhøring og afstemning i lokalområdet står det klart, at et overvejende flertal ønsker at blive lagt ind under 8200 Aarhus N.
»Vi er rigtig glade for, at borgere og virksomheder i Terp og Elev er positive over for det nye postnummer, 8200 Aarhus N. Det er vigtigt for byens fremtidige identitet og udvikling, at den ses som et sammenhængende byområde, der knytter sig til Aarhus,« siger Jørn Tækker.