Aarhus-rødder skal få Alternativet på stemmesedlen
Det nystiftede parti har sat jagten ind på de 20.260 vælgererklæringer, som kræves for at komme på stemmesedlen ved næste valg.
Alternativet har kaldt sine støtter til fanerne.
Partiets navn skal på stemmesedlen ved næste valg, og det kræver underskrifter.
"Vi starter med et kick-off i aften, og så skal vi på gader og stræder og ud i vores netværk i løbet af ugen," siger Torsten Gejl, der er Alternativets talsmand i Aarhus.
Besværlig indsamlingsproces
For at blive opstillingsberettiget til Folketinget skal Alternativet indsamle 20.260 vælgererklæringer. Partiet regner dog med at få brug for op imod 50.000 af slagsen.
Processen med at indsamle vælgererklæringer er nemlig ikke helt ligetil. Før en underskrift kan tælles med i det endelige regnskab, skal den verificeres. Det betyder, at borgeren selv skal sørge for at sende sin underskrift til folkeregistret, vente på at få den retur for derefter at sende den til partiet selv.
Alligevel er Torsten Gejl overbevist om at partiet nok skal nå i mål.
"Vi kan mærke på de orienteringsmøder, som vi holder, at folk har den samme frustration som os. Der er en kæmpe politikerlede og en trang til at snakke om de ting, som vi kan samles om i stedet for de ting, som skiller os," siger han.
Stærke rødder i Aarhus
Alternativet er stiftet af tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der har levet en stor del af sit liv i Aarhus og spillet en vigtig rolle for Frontløberne såvel som Kaospilotuddannelsen.
Derfor tør partiet, der har holdt orienteringsmøde på Godsbanen med flere end 200 deltagere, også håbe på stor opbakning i netop Aarhus.
"Jeg kan mærke, at mange i Aarhus føler et ejerskab til Alternativet gennem det kæmpestore netværk og den historie, som partiet har til byen, og kan nikke genkendende til vores tanker omkring iværksætteri og innovation," siger Torsten Gejl.