Fortsæt til indhold
Aarhus

Dansk studerende slår fotografer fra hele verden

Tor Birk Trads fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er nomineret til fornem fotokonkurrence.

Lars Dalsgaard

Til dagligt studerer han fotojournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Nu er han han blandt finalisterne ved en af de største internationale konkurrencer for fotografistuderende.

27-årige Tor Birk Trads, der kommer fra Sønder Vissing i Østjylland, sikrede sig finalepladsen med portrættet ”Jens has ADHD”, der er en del af en serie på i alt syv billeder, der omhandler inklusion af børn med specielle behov i folkeskolen.

”Jeg mødte ham hjemme hos hans familie nord for København. Vi talte lidt om venner og om hans kanin, og så foreslog jeg, at vi kunne tage nogle billeder, mens han lå ned. Jens var meget rolig og afslappet. Jeg ville gerne have portrætterne i serien til at være rolige og diskrete, så børnenes skrøbelighed kunne vise sig,” siger Tor Birk Trads om billedet i en pressemeddelelse fra Sony.

Flotte præmier på højkant

Som finalist ved Sony World Photography Awards er Tor Birk Trads blevet præmieret med et splinternyt Sony kamera, som han skal bruge til at tage billeder til konkurrencens finaleforløb. Den endelige vinder bliver fundet ved en gallaceremoni i London.

Vinderens uddannelsesinstitution kan se frem til at modtage førstepræmien, der består af fotoudstyr fra Sony til en værdi af 35.000 euro.

I pressemeddelelsen udtaler leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Søren Pagter:

“Dette er virkelig en god nyhed. Det er fjerde gang, at en af vores studerende er kommet i finalen, og jeg er lige stolt hver gang. Det er en stor anerkendelse og en god mulighed for de studerende at deltage i konkurrencen.”

230 forskellige uddannelsesinstitutioner er repræsenteret i konkurrencen, der har som formål at støtte og inspirere den næste generation af fotografer. Du kan læse mere om Sony World Photography Awards her.