Dødssyg dansker tager afsked med livet i Schweiz

Assisteret selvmord er ulovligt i Danmark. Derfor er en 53-årig aarhusiansk kvinde taget til Schweiz for at dø.

Artiklens øverste billede
Dignitas-klinikken uden for Zürich i Schweiz har særlige rum til patienter, der vil udføre assisteret selvmord.

Den ALS-ramte Jane Hoffmann, 53-årig mor fra Aarhus, tager i dag afsked med livet på en specialklinik ved Zürich i Schweiz. Efter eget ønske og i forståelse med sin familie har hun ladet sig indlægge på Dignitas-klinikken, som har specialiseret sig i at hjælpe uhelbredeligt syge mennesker med at begå assisteret selvmord.

"Hun er ikke selv i tvivl om, at det her er det rigtige tidspunkt at dø på," siger Jane Hoffmanns mand, Kim Hoffmann, til BT.

Forinden har Jane Hoffmann haft en samtale med både en læge og en psykolog på klinikken i Schweiz, så der ikke hersker nogen tvivl om, at hun er ved sine fulde fem og er klar over konsekvenserne af sin beslutning.

Åben om sygdomsforløb

ALS-patienter rammes på de nerveceller i rygmarven og hjernen, som styrer musklerne. Typisk begynder symptomerne med, at det er vanskeligt at gennemføre almindelige, daglige handlinger med armene. Med tiden breder sygdommen sig til resten af kroppen, og ALS-patienter får vanskeligt ved at tale, spise og synke.

Jane Hoffmann er nu så syg, at hun ikke kan tale, og derfor taler hendes mand på hendes vegne.

"Hun kan ikke ligge ned så længe ad gangen mere, så det er ved at være på høje tid," siger Kim Hoffmann.

Mange ALS-patienter tilbringer deres sidste tid i kørestol med hjælp fra en respirator. Det ønsker Jane Hoffmann ikke, og hun vil derfor fra verden, inden hun mister sin førlighed fuldstændigt. Den 53-årige kvinde har hele tiden været åben om sit sygdomsforløb, bl.a. på sin Facebook-side, og flere medier har fortalt hendes historie.

Danskerne vil have loven ændret

I Danmark er det forbudt for læger at hjælpe folk, der ønsker det, med at dø - hverken ved aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Jane Hoffmann håber ved at stå frem med sin historie, at der kan komme en lovændring, så det bliver tilladt at blive hjulpet i døden i Danmark.

En rapport fra Palliativt Videnscenter viser ifølge BT, at 71 pct. af danskerne mener, at aktiv dødshjælp skal være tilladt herhjemme, hvilket har fået Folketingets Sundhedsudvalg til at bede om en undersøgelse, der skal afdække, hvor mange danskere der rejser til Schweiz for at begå assisteret selvmord.

Hun er ikke selv i tvivl om, at det her er det rigtige tidspunkt at dø på.

Kim Hoffmann, Jane Hoffmanns mand

"Når det i visse situationer vil være det etisk korrekte med aktiv dødshjælp, bør det reflekteres i loven," siger medlem af Etisk Råd Jørgen Carlsen til Kristeligt Dagblad.

Dyrt at rejse til Schweiz

På Dignitas-klinikken i Schweiz bliver de syge indlagt i et særligt, afsidesliggende hus, hvor familien kan være samlet i dødsøjeblikket. Jane Hoffmann har valgt at have sin mand, men ikke sine børn, omkring sig, når hun udløser sonden med giftstoffet, som i løbet af fire minutter vil få hende til at udånde.

Forløbet på Dignitas koster alene omkring 60.000 kr. for samtaler med en læge og en psykolog, indlæggelse på klinikken, recept på giftstoffet samt kremering af liget og hjemsendelse af urnen. Hertil kommer udgifter til transporten fra Danmark til Schweiz, som den syge selv skal betale.

Ifølge den danske ambassade i Schweiz udgør assisteret selvmord omkring en tredjedel af alle selvmord i Schweiz. I 2011 ydede de to organisationer, Exit og Dignitas, hjælp til 560 assisterede selvmord.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.