Aarhus har danmarksrekord i trængsel
Navigationsfirma udråber Aarhus til Nordens tredje mest trafikerede by.
Kun hovedstæderne Stockholm og Oslo overgår Aarhus, når det handler om trængsel på vejene. Ifølge en ny opgørelse fra navigationsfirmaet TomTom er Aarhus den tredje mest trafikerede af 14 nordiske byer, som figurerer i firmaets såkaldte Traffic Index.
I første halvår af 2013 tog bilturene i Aarhus 22 pct. længere tid i forhold til køretiderne, når der ingen forsinkelser er.
Dermed er Aarhus rykket en plads op ad listen sammenlignet med i fjor. København oplever ligeledes større trængsel og indtager nu femtepladsen med 21 pct. trafiktæthed, hvilket betyder, at en typisk pendler i hovedstaden spilder 71 timer om året.
Trafiktæthed afhænger af økonomi
Moskva har verdensrekorden i trafiktæthed med 65 pct., fremgår det af trafikindekset, som oplyser, at pendlerne i hele verden i gennemsnit bruger otte arbejdsdage om året på at sidde i fast i trafikken.
Ifølge firmaet er der en sammenhæng mellem et lands økonomi og trafiktæthed.
”Vi ser et tydeligt mønster, som viser, at trængslen stiger i takt med, at landenes økonomier retter sig op efter perioder med lavkonjunktur,” siger Morten Flø Nielsen, dansk landechef hos TomTom i en pressemeddelelse, hvori det konstateres, at den traditionelle måde at håndtere myldretidstrafik, f.eks. at bygge nye veje eller udvide eksisterende motorveje, har vist sig ikke at være specielt effektiv.