Fortsæt til indhold
Aarhus

Tårnet by the Sea

Aarhus får næste år et nyt vartegn på havnen i form af et udsigtstårn. I dag afsløres det, hvordan det skal tage sig ud.

Tina Bryld

»Det er skaberglæde for fuld udblæsning.«

Gøsta Knudsen smiler bredt, mens han ser på de fem store modeller af et udkigstårn, der står linet op ved siden af ham. De er danske stjernearkitekters bud på et tårn, der ikke bare skal kigges ud fra, men også skal være et vartegn for havnen og hele den nye bydel, der hører under Aarhus Ø.

I dag kl. 13.30 bliver det afsløret, hvem vinderen er, og planen er så, at tårnet skal bygges næste år. Det skal stå for enden af bassin 7 ved Nicoline Kochs Plads, hvor også det nye havnebad skal være.

»Så kan aarhusianerne komme op i det og følge udbygningen af havnen,« siger den tidligere stadsarkitekt.

De fremmeste arkitekter

At han ikke har sluppet taget i sin by, er de fem tårne et godt eksempel på. Den 68-årige Gøsta Knudsen har fået til opgave at følge den konkurrence om et udsigtstårn på havnen, som han selv satte i værk, mens han var stadsarkitekt, til dørs. De 7 mio. kr. til konkurrencen og tårnet kommer fra Salling-fondene som en del af den donation på 171 mio. kr., de lod regne ned over Aarhus i november sidste år.

Gøsta Knudsen inviterede fem af de fremmeste dansk arkitekter til at komme med et forslag: Bjarke Ingels, Dorte Mandrup, Kim Holst Jensen, Mikkel Frost og Lene Tranberg. Sidstnævnte kunne dog ikke alligevel, så i stedet blev der plads til et Aarhus-talent: Mette Wienberg.

»Jeg sagde til dem, at det skulle være et meget personligt bud fra dem, og at jeg ikke ville have en hel masse tegninger og forklaringer, men en model i 1:20, som man helt konkret kunne forholde sig til. Det skulle handle om tårnet,« siger han, der fik ideen til et tårn under en rejse til Hamborg.

»Her har man på den nye havn bygget et orange tårn, som folk kan gå op i og se, hvad der sker på havnen. Så da man fra Salling-fondene spurgte, hvad vi kunne tænke os i Aarhus, var det et af forslagene.«

Identitet til havnen

En havn kan godt være et lidt forblæst sted, men med alle de planer, der er for havnen i Aarhus, er der en god historie at fortælle, ligesom det giver et sted en identitet, mener Gøsta Knudsen.

De fem modeller fortæller i hvert fald hver sin historie om Aarhus Havn. Tårnet skal ligge på kanten af havnebassinet og har en platform i 7,5 meters højde – »højt nok til udsyn, men lavt nok til ikke at miste jordforbindelsen«.

Det ene har en 155 m lang platform, som man går op ad, som gik man inde i en blomst, og kaldes ”Watch Flower”. Trappen, som man skal gå ned ad, er i samme billedsprog stilken. Dette tårn skal bygges i stål, der skal stå at ruste lidt, sådan som man ser stål i industrielle havnemiljøer og i skibskonstruktioner.

Det andet, ”Two Steps”, er med arkitektens ord »et vartegn, der griber vandet, jorden og himlen«. Det stilrene tårn er i to niveauer og er inspireret af havnens kraner og pullerter. Det er lavet i mat stål med blanke undersider, der spejler sig i vandet.

Skulpturel komposition

”Krydset” skiller sig ud ved nok at have en platform i 7,5 meters højde, men samtidig en 20 m høj elevatorskakt, der skal være lys i om aftenen. Trappeforløbene er beklædt med spejle, og selve platformen er en glasbygning, der strækker sig 8 m ud over vandet.

De to sidste har ikke fået et specifikt navn.

Det ene har tre platforme, der vender i hver sin retning. De skrå trapper og de skæve karme er en del af konstruktionen, der på sin vis er af samme type som ”Two Steps”. Det skal dog bygges i matpoleret stål med spejlblanke undersider.

Det andet er en nærmest skulpturel komposition, hvor man kommer op på noget, der ligner en tribune, hvorfra man kan se både ud over vandet og ind over byen gennem runde huller. Den inviterer til at slå sig ned og se ud over det aarhusianske svar på Nyhavn.

Hvem der har lavet de enkelte tårne, er en hemmelighed til afsløringen i dag.