Fortsæt til indhold
Aarhus

Stenkast forhindrer brandslukning

Tre gange siden i sommer er folk fra Aarhus Brandvæsen blevet mødt af raketter og stenkast i Aarhus V, så de har måttet opgive at gøre deres arbejde færdigt. Det er ikke rimeligt, mener den tekniske rådmand.

Signe Haahr Lindegaard | Jacob Haislund

Aarhus Brandvæsen har tre gange siden i sommer været nødt til at lade brand være brand.

Ballademagere i det vestlige Aarhus har flere gange forhindret slukningsarbejdet ved at kaste sten og affyre raketter mod brandvæsenet, når det har været kaldt ud til nogle af de mange påsatte brande, der i den seneste tid har hærget i området.

Det er urimeligt, at der bliver kastet sten og skudt fyrværkeri af efter os, så vi ikke kan gøre vores arbejde færdigt. Det er særdeles frustrerende
Lars Hviid, beredskabschef for Aarhus Brandvæsen.

Urolighederne vækker harme hos brandmændene, der er frustrerede over ikke at kunne gøre deres arbejde.

»Det er urimeligt, at der bliver kastet sten og skudt fyrværkeri af efter os, så vi ikke kan gøre vores arbejde færdigt. Det er særdeles frustrerende,« siger Lars Hviid, der er beredskabschef for Aarhus Brandvæsen.

»Det kan ikke gå hurtigt nok med at få urolighederne stoppet. For når man er ansat som brandmand, har man en ambition om at ville hjælpe sine medborgere. Man har slet ikke en forventning om, at man under udførelsen af den tjeneste bliver angrebet,« siger han.

Rådmand siger stop

I perioden fra midt på sommeren og til nu har der foruden de voldsomme episoder, hvor brandvæsenet helt har måttet opgive deres slukningsarbejde, været op mod 10 udrykninger til Aarhus V, hvor brandbilerne har måttet have politieskorte for at kunne komme frem.

De mange tilfælde af chikane mod brandvæsenet får nu rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) til at sige stop.

»Det er helt uacceptabelt, at vi har en bydel med brand i så stort et omfang, hvor vores ordensmagt ikke kan få lov til at udføre deres arbejde. Der må man gå hårdhændet til værks og vise, hvem der bestemmer,« siger han og tilføjer:

»Politifolkene har jo andre og bedre ting at give sig til end at agere vagtmænd for brandvæsenet.«

Bünyamin Simsek vil derfor indføre en såkaldt nultolerance over for de bøller, der står bag chikanen. Alle episoder med vold eller andre former for chikane mod Aarhus Brandvæsen skal dermed politianmeldes.

Glæde hos FOA

Endvidere vil han indkalde relevante personer og myndigheder som politi, socialforvaltning, borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Hans Halvorsen (S) til et snarligt møde, så man i fællesskab kan finde ud af, hvad der skal gøres.

Hos FOA er man glade for, at der bliver taget hånd om de problemer, som påvirker både brandvæsen og buschauffører i Aarhus. Men der skal følge penge med.

»Man må sætte endnu flere ressourcer af, indtil man er sikker på, at man har fuldstændig styr på området igen. Brandmænd skal ikke køre ind i et område og slukke ildebrande, hvis de ikke kan være sikre på, at der ikke bliver kastet sten efter dem. Det samme gælder for buschaufføren, pædagogen og hjemmehjælperen,« siger Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus.